Polens parlament har indledt finanslovsdebat for 2011

    Sejmen

    Polens parlament Sejmen har indledt debatten om regeringens forslag til finanslov for 2011. Mindre underskud og flere udgifter er hovedtrækkene. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Medlemmerne af det polske parlament Sejmen har førstebehandlet regeringens forslag til finanslov for 2011. Polens regering venter en inflation næste år på 2,3 procent.


    Finanslovsdebatten er startet i Polen.

    Torsdag førstebehandlede medlemmerne af Sejmen, regeringens første udkast til en ny finanslov. Udgifterne i budgettet for 2011 er ti procent større end i år, mens underskuddet i budgettet samlet set er blevet mindre.

    Budget med underskud

    Regeringen har i forslaget til finansloven for 2011 skåret en femtedel af budgetunderskuddet, som ventes at blive på 40,2 milliarder zloty – det er 8 milliarder zloty mindre end i år.

    9,9 procent arbejdsløshed

    Minister for Offentlig Ejendom, Aleksander Grad, forventer at indtægterne på grund af privatiseringer, vil bidrage med 15 milliarder zloty i 2011.

    Arbejdsløsheden ventes at falde til 9,9 procent, og inflationen vil, efter beregningerne ud fra finanslovsforslaget, blive på 2,3 procent i Polen i 2011.

    Politisk fnider

    Formanden for Sejmens finansudvalg, Pawel Arndt, fra regeringspartiet Borgernes Platform (PO), roste regeringens forslag, og forventede ingen saglige, men alene politiske indsigelser fra oppositionen, når regeringens forslag skal endelig vedtages i Sejmen.

    Momsforhøjelse

    I regeringens finanslovsforslag øges indtægterne på statsbudgettet bl.a. gennem en generel momsforhøjelse på 1 procent i 2011, som kritiseres af den polske opposition.