debat
WARSZAWA: Polens nuværende præsident, Bronislaw Komorowski, står ifølge den seneste meningsmåling til at få 47 procent af stemmerne ved valget på søndag. Modkandidaten Andrzej Duda får 45 procent

På søndag vælger polakkerne præsident, og der ser ud til at blive spænding om resultatet.

I den seneste meningsmåling siger 47 procent af de adspurgte vælgere, at de vil stemme på den nuværende præsident, Bronislaw Komorowski. Næsten lige så mange – 45 procent – foretrækker modkandidaten, Andrzej Duda.

Dermed tyder meget på, at valget bliver afgjort af de otte procent af vælgerne, som endnu ikke har besluttet sig.

Målingen er gennemføret af firmaet Millward Brown for tv-stationerne TVN and TVN24.

Et lille skift i stemningen

Valghandlingen på søndag er anden runde af præsidentvalget i Polen.

Ved valgets første runde fik Duda 34,76 procent af stemmerne, mens 33,77 procent stemte på Komorowski.

I de første meningsmålinger fastholdt Duda sin føring, men en tv-debat mellem de to kandidater har tilsyneladende drejet stemningen en smule i Komorowskis favør, skriver thenews.pl.