Polens regering på vej med støtte til el-biler

el_biler_batterier_produktion_polen
Polens regering vil sætte gang i salget af el-biler, men det vil øge luftforureningen i landet, siger flere eksperter. Arkivfoto.


Polens regering vil lancere et nyt støtteprogram. Denne gang med navnet 37.500 plus – som er det maksimale beløb, som regeringen vil give til polakker der køber sig en el-bil. Støtten skal være på 30 procent af bilens pris, men maksimalt 37.500.

Ordning for hvem?

Selv om forslaget umiddelbart lyder progressivt og grønt, er der flere eksperter der advarer. I autobranchen siger man, at kun fire bilmodeller holder sig inden for støttegrænsen (120.000 zloty). Branchen siger også, at det er uklart hvem ordningen omfatter. I regeringens forslag, er det ene og alene polakker der skal bruge en bil privat, der kan opnå tilskud. Ikke virksomheder.

El-biler giver mere forurening

Et andet problem er elektriciteten til bilerne. Den polske el-produktion er baseret på kul, og ifølge regeringens planer bliver det ikke anderledes de næste mange år. Det betyder, at el-biler i Polen ikke er så grønne som i andre lande, hvor man opgiver kul til fordel for f.eks. strøm fra solceller og vindmøller. I Polen har man sat en stopper for bygning af vindmøller på land.

Bagud med grøn udvikling

I regeringens egen plan for el-biler er målsætningen 1 million biler i 2025 i Polen. Men hvis det mål skal nås, skal der ske store ændringer indenfor området, siger flere eksperter. Sidste år blev der kun indregistreret 1.324 el-biler i Polen, det er mindre end 0,5 procent af de 300.000 biler der blev registreret i EU i 2018.

Flere el-biler i Danmark

I Danmark var tallet 1.545 biler (Danmark er otte gange mindre end Polen). I Norge blev der registreret 72.000, i Tyskland 67.000, Storbritannien 59.000 og Frankrig 45.000 el-biler sidste år.