Polens sidste premierminister under kommunismen er død

    Polens_tidligere_premiereminister_Mieczyslaw_Rakowski

    Mieczyslaw Rakowski, kommunist-tidens sidste premierminister, døde i går i Warszawa. Han blev 82 år gammel.


    Den tidligere polske premierminister, Mieczyslaw Rakowski, døde i går i Warszawa, 82 år gammel. Nogen husker ham som en reformvenlig kommunist – andre som en af hovedmændene bag undertrykkelsen af Solidarnosc i 80’erne.


    Mieczyslaw Rakowski var kommunist-tidens sidste premierminister, og blev indsat i embedet den 19. september 1988. I juli året efter blev han også generalsekretær for kommunistpartiet efter general Jaruzelski. I august 1989 trådte Rakowski tilbage.

    De første delvise frie valg i Polen fandt sted i juni 1989 – og i går var det nøjagtig 19 år siden at Berlin-muren blev ’revet ned’.

    Grundlægger af Polityka

    Rakowski grundlagde det månedlige magasin, Polityka, i 1958, og han var selv chefredaktør frem til 1982. Han var medlem af kommunistpartiets centralkomite fra 1975 til 1990 og blev medlem af det kommunistiske arbejderparti lige efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

    Delte meninger

    Mieczyslaw Rakowski var en kontroversiel personlighed – nogen husker ham som en af de mest reformvenlige kræfter indenfor det kommunistiske parti, mens andre peger på hans rolle i undertrykkelsen af de frie fagforeninger og for de kampagner som myndighederne iværksatte i 80’erne for at svække Solidarnosc-bevægelsen og Lech Walesa.