Andrzej Duda fra Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) må nu melde sig ud af partiet, inden han indsættes som Polens sjette præsident den 6. august. Arkivfoto.
WARSZAWA: Polens sjette præsident Andrzej Duda indsættes i embedet ved en ceremoni den 6. august, men valget af PiS-medlemmet er næppe et udtryk for polsk højredrejning, mener polennu.dk.
Den 6. august indsættes vinderen af præsidentvalget i Polen, Andrzej Duda som landets sjette præsident.
Det officielle valgresultat blev på 51,55 procent til Duda, mens den siddende præsident Bronislaw Komorowski måtte nøjes med 48,45 procent. Andrzej Duda fik 8,630.627 stemmer, mens Komorowski fik 8,112.311.
Øst og vest
Stemmeoptællingen viste med al tydelighed, at Duda er mest populær i den fattige og østlige del af Polen, og på landet, hvor nationalismen og kirken er stærkest, mens Komorowski fik sine stemmer fra den mere velstillede og vestlige del af Polen – og fra byerne. polennu.dk har kigget lidt nærmere på valget.
Bronislaw Komorowski sagde søndag aften efter nederlaget:
– Denne gang har vi fejlet.
Og det er der mange der er enig med ham i. Hans kampagne, eller manglende kampagne, har virket sejrssikker og arrogant, og det er han og regeringspartiet blevet straffet for. Polakkerne er trætte af tom snak og mere ulighed, og politikerleden er på sejrsmarch.
Arrogance og energi
Præsidenten var den sidste til at meddele sit kandidatur, for umiddelbart inden han sagde ja, stod han til at få 70 procent af stemmerne. Men en overdreven arrogance, ingen budskaber i valgkampen og en generel passiv indsats, førte til at 41-årige Andrzej Duda med sin energi og visioner vandt over den siddende præsident. Duda er fra det nationalistiske og katolske Lov og Retfærdighedspart (PiS), som har den tidligere præsident Lech Kaczynskis tvillingbror som formand. Duda er et udtryk for denne utilfredshed med politikerne, selv om PiS-holdninger ikke normalt når de højder, som Duda har gjort i en effektiv og velsmurt valgkampagne-maskine.
Højredrejning?
Betyder valget af Duda til præsident, at Polen bevæger sig i en mere national- og højreorienteret retning, som mange iagttagere har tolket efter valget?
Næppe, men polakkerne er trætte af de siddende politikere og den kendsgerning, at der er blevet større forskel mellem rig og fattig i Polen. Ved præsidentvalgets første runde kunne man se en klar tendens, da en musiker fik mere end 20 procent af stemmerne. Parlamentsvalget til efteråret vil med al sandsynlighed blive en sand gyser. Ikke fordi PiS kan regne med samme opbakning som ved præsidentvalget søndag, men fordi polakkerne er trætte af deres politikere og tomme ord. Og den polske vælgerbefolkning har en kort lunte.
Politikerleden i Polen er meget stor, og befolkningen vil se resultatet. De manglende resultater har betydet mange polske proteststemmer, og da præsident var tam i valgkampen, og da Duda viste styrke, energi og krævede ændringer, så var det ham polakkerne havde mest sympati for i søndags. Og det gjorde udslaget, mere end en påstået fornyet højredrejning i Polen, mener polennu.dk.
Nye partier
Musiker-kandidaten der fik over 20 procent af stemmer ved præsidentvalget, kan med 20 procent ved parlamentsvalget få stemmer nok til at kunne afgøre om Polen efter valget i oktober, skal ledes af en regering med medlemmer fra Borgernes Platform (PO) eller fra Lov og Retfærdighedspartiet (PiS).
Uanset hvilke nye partier der dukker op inden valget til efteråret, så vil der komme store udsving i forhold til resultatet for fire år siden. Hvis nogle polakker går og drømmer om at danne deres eget parti, så er polakkerne klar til at tage imod med åbne arme.
Polsk politik er altid spændende.
Kaczynski eller Europa?
Andrzej Duda har nu frem til august, til at besluttet sig for om han vil tjene det polske folk og de internationale samarbejder der har givet vækst i Polen, eller hans partiformand Jaroslaw Kaczynskis konfrontations søgende linje over for resten af verden. Meningerne er delte, men et står fast:
Skal Duda som præsident vise et troværdig polsk ansigt på den internationale arena, så må krigsretorikken fra Kaczynski og PiS over for Bruxelles, Berlin og Moskva begraves. Ellers kan valget af Duda blive enden for Polens europæiske integration, og det vil være synd for både Europa og polakkerne, der ellers er det mest EU-positive folk i unionen. Og en ny strid i Europa på grund af polsk indenrigspolitik, vil ikke være gavnlig i den højspændte situation med Rusland om Ukraine.
Polsk politik bliver aldrig kedelig, og når det alligevel er ved at ske, så skal polakkerne nok tage affære…
Dansk mediedækning
Det har undret mange at kun få danske medier har dækket det polske præsidentvalg. Den Central- og østeuropæiske kyndige redaktør for netavisen Mr. East Ota Tiefenbock er af dem. DR2 Deadline nævnte f.eks. ikke valget i Polen på valgaftenen, men havde en massiv dækning af det spanske lokalvalg? Læs nedenstående blok:
LÆS MERE
polennu.dk: Blog af redaktør om dansk mediedækning af polsk præsidentvalg.