Donald_Tusk_statsminister_Polen_siger_nej_tak_til_EU-toppost_polennu
BRUXELLES: Financial Times kalder i dag Polens statsminister en mulig kandidat til jobbet som formand for Europa-kommissionen.

Ovenpå valget til Europa-parlamentet skal tre top-poster i EU besættes med nye ansigter. Det gælder formanden for Europa-kommissionen, formanden for Det Europæiske Råd og formanden for EU’s diplomati.

Allerede tirsdag aften mødes EU’s stats- og regeringschefer til uformelt topmøde om magtbalancen i EU og besættelsen af de tre top-poster.

Modstand mod parlamentets kandidater

Europa-parlamentet har under valgkampen kørt deres egne kandidater i stilling til top-posterne i EU, men flere stats- og regeringschefer har signaleret, at de ikke ønsker Europa-parlamentets kandidater.

Financial Times nævner Tusk

I dag tirsdag skriver det britiske dagblad Financial Times, at Storbritanniens premierminister David Cameron vil blokere valget af Europa-parlamentets kandidat Jean-Claude Juncker. I stedet vil Cameron foretrække en siddende statsminister fra et konservativt regeringsparti. Financial Times nævner Polens statsminister Donald Tusk som mulig kandidat.

Polen ønsker energi-kommissær

Ifølge det polske dagblad Gazeta Wyborcza er det dog ikke sandsynligt, at Donald Tusk får en top-post i EU. Ifølge kilder i Bruxelles har Polen besluttet at forsøge at sætte sig på posten som energi-kommissær i den nye Europa-kommission.

Kæmper for energi-union

Posten som energi-kommissær følger Polens strategiske mål om at få skabt en energi-union i EU, der skal indebære solidaritet mellem medlemslandene på energi-området og fælles forhandlinger af energi-priser med tredjelande. Ideen om en energi-union er flere gange blevet lanceret af Donald Tusk, der genfremsatte forslaget for nylig.