Polens største eksperimentarium åbnet i Warszawa

    Copernicus_Videnskabscenter_nyt_eksperimentarium_i_Warszawa

    Skolebørn på opdagelse i naturvidenskaben forventes at blive en store del af centrets gæster. Foto: Centrum Nauki Kopernik.


    WARSZAWA: Polens berømte astronom har lagt navn til hovedstadens nye attraktion: Copernicus Videnskabscenter


    Omkring en halv million gæster forventes hvert år at besøge Warszawas nyeste attraktion: Centrum Nauki Kopernik – Copernicus Videnskabscenter.

    Centret ligger midt i byen ved bredden af Wisla floden og er et eksperimentarium, hvor børn, unge og voksne kan prøve kræfter med en lang række naturvidenskabelige og teknologiske eksperimenter.

    Udstillingen må gerne berøres

    Centrets vicedirektør, Piotr Kossobudzki, opfordrer i Polski Radio til, at gæsterne rører og selv er aktive, når de besøger centret.

    – Udstillingerne forventes at kunne holde til ethvert eksperiment, der bliver korrekt udført. Hvis noget går i stykker, er det udstillingen, der skal forbedres, ikke gæsternes opførsel, siger han.

    Helt klar i 2011

    Selvom centret nu er åbnet, mangler omkring 20 procent af det at blive gjort færdigt.

    Et robotteater, nogle laboratorier og et multimedieplanetarium er først klar til at blive taget i brug i foråret 2011.

    Læs mere på centrets hjemmeside