WARSZAWA: Den polske zloty er igen på vej op i kurs. Opkøb af polske zloty har betydet, at kursen nu er kommet op på 192 i forhold til den danske krone.

Det er blevet dyrere at rejse i Polen. Den polske valuta, zlotyen (PLN), er atter på vej op i værdi, efter et styrtdyk sidste år under finanskrisen.

Kursen er steget til 192,03 kroner for 100 zloty.

Drastisk kursfald

For bare et år siden, greb den polske regering ind overfor zlotyens voldsomme fald fra kurs 236 og helt ned til cirka 150. Kursfaldet ramte den polske befolkning hårdt.

Undervurderet valuta

Ifølge Przemyslaw Kwiecien fra XTrade-mæglerne i Polen, er den polske valuta undervurderet af de erhvervsdrivende.

– Det lader til, at investorerne nu igen kan huske, at den polske økonomi ikke har mistet pusten, som mange andre landes. Derfor ser vi nu, at markedet tror på den polske zloty, i forhold til de andre stærke valutaer, sagde mægleren til Polskie Radio.

Stærk i EU

Selv om Polen er den største bidragsmodtager i EU, er det ikke polakkerne der giver de europæiske økonomier søvnløse nætter.
Den største udfordring for det europæiske økonomiske samarbejde er pt. den græske økonomi. Økonomer venter at den polske zloty fortsat vil blive mere værd i forhold til danske kroner og euroen.