Polsk instruktør på filmfestival i København

    Polsk_filminstruktør_Andrzej_Zulawski_på_festival_i_København

    Den polske filminstruktør Andrzej Zulawski deltager på CPHPIX-filmfestival i København med 13 film. Festivalen fortsætter frem til 1. maj. Arkivfoto.


    KØBENHAVN: Andrzej Zulawski er på sit første besøg i Danmark for at deltage i filmfestivalen CPHPIX, hvor 13 af hans film er med.


    Den polskfødte instruktør og passionerede melodramatiker, Andrzej Zulawski kommer på sit første besøg til Danmark. Han deltager i CPHPIX, hvor han har 13 film med. Flere af dem vil instruktøren selv præsentere. Festivalen startede i weekenden, og løber frem til 1. maj.

    Sjældne visninger

    På grund af censurproblemer i Polen har det i mange år været næsten umuligt at komme til at se hans første film, ligesom hans franske værker sjældent har været vist uden for hjemlandet.

    Fremvisningen af de sjældne film sker i samarbejde mellem CPHPIX-filmfestival, Det Polske Filminstitut, Den Polske Ambassade i København, TVP – Telewizja Polska og Det Danske Filminstitut/Cinemateket.

    CPHPIX om Andrzej Zulawski

    I programmet for CPHPIX filmfestivalen skrives der om Andrzej Zulawski :

    Andrzej Zulawski er et ukendt blad for selv de fleste. Også selvom han i nu 13 film og med næsten uhørt konsekvens har skildret kærligheden i de to yderpoler, hvor den mest tydeligt lader sig mærke – nemlig den stormombruste forelskelse og/eller under det smertefulde tab.

    At se en Zulawski-film er som at overvære en ophedet emotionel eksplosion. Af samme årsag er han i tidens løb blevet kaldt alt fra hysteriker til surrealist – og selvom sandheden nok skal findes et sted midt i mellem, er en ting sikkert: Man går aldrig umærket fra en møde med Zulawskis rådvilde raritetskabinetter, hvor de helt store følelser får fuldstændig frit løb.

    Med kameraet som skalpel dissekerer han de tilstande, hvor mennesket selv føler sig mest udsat i mødet med kærligheden. Hans konsekvente arbejde med sine skuespillere, så de rent fysisk bliver i stand til at yde næsten overmenneskelige power performances, er sammen med hans hyper-mobile kamera, to af hans fremmeste signaturtræk. Og vigtige byggeklodser i hans konsekvente genfortolkning af det klassiske melodrama.

    Debutfilm i 1971

    I sin slagkraftige debutfilm, ’Third Part of the Night’, (1971) tog Zulawski afsæt i Johannes’ Åbenbaring og sin egen fars oplevelser. Filmen følger hovedpersonens voldsomme indre kamp, umiddelbart efter at han har set sin kone og barn blive skudt ned for øjnene af ham. Zulawski blev udnævnt til ’den nye Wajda’, men efter ’Diabel’ (1972) måtte Zulawski flygte fra hjemlandet. Fortællingen om en mand, der af en mystisk mørkklædt karakter tilskyndes til at begå et mord, blev af censuren set som en kommentar til regeringens infiltrering af det polske ungdomsoprør. Filmen blev lagt på is i 17 år, og Zulawski slog sig ned i Frankrig.

    Med et kæmpe budget til sin rådighed blev Zulawski kaldt hjem i 1977 for at tage kampen op med science fiction-succeserne ’2001’ og ’Solaris’. Men pga. et ministerskifte blev storfilmen ’On the Silver Planet’ lagt ned, kun dage før optagelserne var afsluttet. Alle kulisser og negativer blev beordret destrueret. Heldigvis fik Zulawski i 1988 mulighed for at klippe filmen færdig, ud fra materiale, som medlemmer fra filmholdet i al hemmelighed havde opbevaret – og derved reddet for eftertiden. Selv i denne version, som vi viser i en sjælden 35mm-kopi, er det tydeligt, at Zulawski hører til i ligaen med Tarkovskij og Kubrick.

    Første franske film

    Andrzej Zulawski første franske film var den intense fortælling om uforløst kærlighed ’Vigtigst er at elske’ (1975), som en hudløs Romy Schneider blev César-belønnet for. Senere fulgte en lang række emotionelt foruroligende favntag med kærligheden, bl.a. dobbeltgænger-dramaet ’Possession’ (1981) med Isabel Adjani, samt de mange film, Zulwaski fra og med Dostojoevskij-filmatiseringen ’L’Amour braque’ (1985) lavede med Sophie Marceau, som han i øvrigt også dannede par med i mange år.

    l’amour braque VAR over en lang periode den eneste af Zulawskis film, der var tilgængelig internationalt. Det burde der være rådet bod på med denne retrospektiv. Glæd dig til at møde en af filmhistoriens oversete enere.

    LÆS MERE

    Eksternt link: Filmfestivalen CPHPIX 14 apr – 1 maj 2011