Janusz Korwin-Mikke og partiet Ny Højre fik 7,5 procent af stemmerne ved Europa-parlamentsvalget i maj. Arkivfoto.
BRUXELLES: Det polske parti Ny Højre kommer ikke i gruppe med franske Marine Le Pen og hollandske Geert Wilders i EU-parlamentet.
Selvom den hollandske EU-modstander Geert Wilders var for en alliance med det polske Ny Højre, så bremsede lederen af det franske nationalistparti Front Nationale Marine Le Pen i sidste øjeblik, at der blev dannet en gruppe af EU-modstandere i Europa-parlamentet sammen med det polske parti. Det fortalte lederen af Ny Højre til hollandsk TV tirsdag.
Ingen gruppe for EU-skeptikerne
Det lykkedes dermed ikke de EU-skeptiske partier at danne en gruppe i Europa-parlamentet inden den fastsatte deadline tirsdag. For at danne en gruppe i Europaparlamentet kræves der 25 parlamentarikere fra syv forskellige lande.
For ekstreme
Det polske parti Ny Højre var for ekstreme til, at det franske parti Front Nationale ville være i gruppe med dem. Lederen af Ny Højre Janusz Korwin-Mikke er blandt andet erklæret royalist og imod demokrati, og han har foreslået at omdanne Europa-kommissionen til et bordel.
Korwin-Mikke har også været fremme med synspunkter om, at kvinder har lavere IQ end mænd, at Hitler ikke kendte til Holocoast, og han støtter den russiske præsident Vladimir Putins håndtering af Ukraine.
Super-liberalister
Korwin-Mikkes Ny Højre har flere gange uden held stillet op til det polske parlament. Partiet har et super-liberalistisk program og ønsker at afskaffe indkomstskatten og lette forholdene for erhvervslivet. En vælgeranalyse har vist, at det især er mindre forretningsdrivende, der har stemt på partiet i Polen.
Ny Højre fik 7,5 procent af stemmerne ved Europa-parlamentsvalget, hvor partiet fik fire mandater.