Polsk præst sat fri efter at være kidnappet i Ukraine

    Polsk_præst_kidnappet_i_Donetsk_i_Ukraine_3

    Pawel Witek fungerer som præst for en polsk menighed i Donetsk i det østlige Ukraine. Foto: Youtube.


    DONETSK: Polens udenrigsministerium advarer mod at tage til det østlige Ukraine, efter en præst blev kidnappet fra tirsdag til onsdag.


    Den polske præst Pawel Witek blev onsdag eftermiddag frigivet efter et døgns fangenskab hos pro-russiske separatister i byen Donetsk i det østlige Ukraine.

    Polsk konsul forhandlede

    Det var den polske konsul i Donetsk, der efter forhandlinger med bortførerne fik frigivet den polske præst og fik lov at hente ham. Det meddelte Polens udenrigsminister Radoslaw Sikorski i det polske parlament Sejmen onsdag eftermiddag.

    Den polske konsul i Donetsk er den eneste diplomat fra EU-landene, der er til stede i byen i øjeblikket.

    Fraråder at opholde sig i Donetsk

    Det polske udenrigsministerium fraråder polakker at opholde sig i det østlige Ukraine.

    – Kidnapningen af præsten bør overvise alle, og især journalister, om hvor farligt der er i det østlige Ukraine, sagde Sikorski til pressen efter mødet i Sejmen.

    Bagbundet og truet

    Pawel Witek gav efter sin frigivelse et interview til TV-stationen TVN24, hvor han beskrev, hvordan han var blevet truet med at blive skudt, hængt eller få skåret hænderne af. Han var derefter blevet bundet med tape for hænder, øjne og ben.

    Fra det øjeblik kidnapperne blev klar over, at han skulle frigives og ikke var en trussel, vendte behandlingen dog helt. Han blev sat fri, tilbudt morgenmad og fik en hjelm, da de blev angrebet af ukrainske kamp-helikoptere.

    – Nogen skal jo overleve for at kunne bede for freden, som en separatist sagde til ham.

    OSCE-observatører kidnappet

    Onsdag mistede man også kontakten til en gruppe OSCE-observatører, herunder en polak, der omkring middagstid blev tilbageholdt ved en vejspærring på vejen mellem Donetsk og Dnipropetovsk. Gruppen blev dog sat fri efter nogle timer.