Polsk region åbner for mere udenlandsk arbejdskraft

    Flere udenlandske faggrupper, får nu får lettere ved at opnå tilladelse til at arbejde i Malopolska. Foto: Martin Bager, polennu.dk


    KRAKOW: Specialister fra andre lande får lettere ved at få arbejde i Malopolska regionen.


    I nogle områder af Polen er det svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft indenfor forskellige fag.

    I den sydlige region Malopolska åbner lokalregeringen nu op for, at udlændinge fra en række udvalgte faggrupper får lettere adgang til det lokale arbejdsmarked, skriver avisen Krakow Post.

    Sundhed og byggeri

    Flere arbejdsgivere har gennem et stykke tid klaget over, at de har svært ved at få ledige jobs besat.

    Læger, sygeplejersker, arkitekter, tagdækkere, tømrere og sproglærere er blandt de faggrupper, som er omfattet af de nye regler.

    Løn som polakker

    De pågældende udlændinge vil få tilladelse til at arbejde i Malopolska, hvis de opfylder to betingelser.

    For det første skal de have en løn, der mindst svarer til, hvad en polsk ansat vil få i et tilsvarende job.

    Den anden betingelser er, at det ikke er muligt for arbejdsgiveren at rekruttere en polsk medarbejder til den ledige stilling.

    2.000 udlændinge kom i 2009

    Krakow Post oplyser, at omkring 2.000 udlændinge sidste år fik arbejdstilladelse i Malopolska regionen.

    I første halvdel af i år er der givet 1.050 tilladelser, mest til mennesker fra Kina, Pakistan, Tyrkiet, Ukraine og Vietnam.