Polsk rumfartøj vinder NASA-konkurrence

    polsk-sejr-i-nasa-konkurrence

    Det polske vinderhold. NASA’s formål med konkurrence er at motivere studerende til at arbejde med rumfartsteknologi. Foto: AGH


    KRAKOW: Et hold polske studerende har vundet en konkurrence, udskrevet af den amerikanske rumfartsorganisation, NASA


    En gruppe studerende fra Det tekniske Universitet (AGH) i den polske by Krakow har vundet en konkurrence om at bygge det bedste rumfartøj.

    Bag konkurrencen stod den amerikanske rumfartsorganisation NASA.

    Gennmførte alle elementer

    59 hold fra hele verden deltog i konkurrencen, som gik ud på at bygge, afsende og lande et lille rumfartøj. Holdene fik point for, hvordan de løste de forskellige dele af udfordringen.

    – Som et af de få hold, lykkedes det for os at gennemføre alle de elementer, der indgik i opgaven, siger de polske studerendes vejleder, Dr. Tomasz Buratowsk, til polska.pl.

    Form som en dåse

    På grund af sin dåseagtige form, fik rumfartøjet navnet ”CanSat”.

    Det vindende hold bestod af syv studerende, som har arbejdet et halvt år på at udvikle et rumfartøj, der kunne leve op til kravene i konkurrencen.

    Først blev det løftet 800 meter til vejrs med en raket. Derefter blev en container med et landingsmodul frigjort, og bragt sikkert til landing.

    For at kontrollere, at fartøjet landede forsigtigt, havde det et råt æg ombord. Ægget i det polske fartøj var fuldstændig uskadt efter landingen.