Polsk valg kan tippe magtbalancen i Europaparlamentet

    Pladsen_ved_Europaparlamentet_skal_hedde_Solidarnosc_pladsen_Polen_EU_0

    Magtbalancen kan komme til at tippe i Europaparlamentet efter valget i maj måned, hvor kristendemokraterne står til tilbagegang. Arkivfoto.


    BRUXELLES: Der følges nøje med i polske meningsmålinger fra Bruxelles, hvor Europaparlamentets største gruppe risikerer at miste sin førerposition efter valget i maj.


    – Den nye magtbalance i Europaparlamentet kan komme til at afhænge af resultatet af det polske valg til Europapalamentet og mere præcist af resultatet for regeringspartiet PO.

    Det skriver politisk kommentator for netavisen gazeta.pl Michal Kolanko.

    Risikerer at miste flertal

    Den største gruppe i europaparlamentet i dag er den kristendemokratiske gruppe EPP, som blandt andet tæller parlamentarikere fra det tyske kristendemokratiske parti, de danske konservative og de to polske regeringspartier Borgerplatformen PO og Det polske folkeparti PSL.

    Ifølge de samlede prognoser står EPP til tilbagegang ved Europaparlamentsvalget i maj, mens de euroskeptiske grupper og socialdemokraterne står til fremgang. Et dårligt valg for PO i Polen kan betyde, at EPP mister sin hidtidige dominerende position, skriver gazela.pl.

    Swingstat

    Polen anses blandt parlamentarikerne i Bruxelles for at være en af EUs swingstater ifølge gazeta.pl, og valgkampen i Polen følges tæt. De polske vælgere skal vælge 51 medlemmer til Euroroparlamentet ved valget den 25. maj.

    PO langt efter sidste valgresultat

    Den seneste meningsmåling fra meningsmålingsinstituttet IBRiS Homo Homini fra denne uge gav PO 22 procent af stemmerne, mens det største oppositionsparti PiS fik 30 procent.

    PO har i meningsmålingerne længe ligget langt under det seneste nationale valgresultatet i 2011 på 39,19 procent og det seneste valg til Europaparlamentet i 2009, hvor PO fik 44,43 procent af de polske stemmer.

    Også afgørende for polske poster i EU

    Valgresultatet ved Europaparlaments-valget i Polen kan også blive afgørende for polske top-politikeres chancer for at kunne besætte en post i EU efter valget, vurderer Machal Kolanko fra gazeta.pl. Europaparlamentet har fået mere magt, når topposterne skal besættes, og det vil derfor få stor betydning, hvordan magtbalancen i parlamentet bliver.

    Hvis den kristendemokratiske gruppe beholder sin dominans i Europaparlamentet, kan Polens statsminister Donald Tusk være en mulig kandidat til både posten som formand for Europakommissionen og til posten som formand for Det Europæiske Råd ifølge Kolanko.

    Hvis magtbalancen derimod tipper til socialdemokraternes fordel, så de sætter sig på formandsposten for Det Europæiske Råd, kunne Polens udenrigsminister Radoslaw Sikorski fra PO derimod blive kandidat til posten som EUs udenrigsminister, vurderer Michal Kolanko.

    Præsenterer kandidater i marts

    Regeringspartiet PO præsenterer partiets kandidater til Europaparlamentet midt i marts måned, og det kan påvirke partiets meningsmålinger.