Polsk X-factor dommer på Danmarks turne

    Polsk_x_factor_dommer_til_koncert_og_debat_i_Danmark

    Polske Czeslaw Mozil med dansk opvækst, er udover at være en kendt X-factor dommer i Polen, også debattør og multikunstner. Han har været nummer 1 på de polske hitlister, ligesom han flere gange har spillet på Roskilde Festivalen. I april giver han fire debatkoncerter i Danmark. Foto: Mozil.


    KØBENHAVN: Den polske X-factor dommer, provokatør og musiker Czeslaw Mozil, der har tilbragt sin opvækst i København, kommer på Danmarks turne.


    I april kommer den populære X-factor dommer, provokatør og musiker fra Polen, Czeslaw Mozil til Danmark og giver debat-koncerter i Odense, Aalborg, Aarhus og København.

    Med band

    Czeslaw Mozil kommer til Danmark sammen med sit band Czeslaw Spiewa, der er et meget stort navn i Polen, og hvis seneste udgivelse om polakker på udvandring har skabt stor debat i Polen. Czeslaw synger på polsk, men introducerer sangene på dansk. Publikum vil derudover kunne støtte sig til foldere, hvor arrangøren har oversat flere af sangteksterne.

    Polsk vandring

    Det er da også polsk vandring der er temaet for de fire besøg, og trods koncerten vil der også være tid til en times debat under overskriften: Hvem er de polske indvandrere – og hvordan bliver det danske arbejdsmarked påvirket af vandringen? I hver af de fire byer er det forskellige danskere og polakker der deltager i debatterne.

    LÆS MERE
    Se på de enkelte links hvem der deltager i debatten, og hvor arrangementerne gennemføres.

    Odense, onsdag, den 22. april
    Aarhus, torsdag, den 23. april
    Aalborg, fredag, den 24. april
    København, lørdag, den 25. april

    Populært band

    Det polske band Czeslaw Spiewa har en halv million fans på deres Facebook fanside. De har dedikeret deres seneste og kommende to udgivelser til at debattere livet som emigrant. Og emnerne er følelser af håb og skuffelse, vrede og glæde, savn og splittelse, de elementer som efter orkesterets mening ligger i en emigrants sind.

    Dansk-polsk

    Bandets forsanger Czeslaw Mozil er selv emigrant, og balancerer mellem to kulturer og identiteter, den danske og den polske. Resten af bandet består af danske musikere, men bandets største succes er i Polen, hvor de er et meget kendt band. Bandbesætning:

    Czeslaw Mozil: Vokal
    Martin Bennebo: Piano og kor
    Hans Find Møller: Guitar og kor
    Marie Louise von Bülow: Bas og kor

    Til København som 5-årig

    Czeslaw Mozil blev født i 1979 i den sydpolske by Zabrze. Som 5-årig flyttede han med familien til Danmark, hvor de bosatte sig i København.

    Her gik han i folkeskole og gymnasium, inden han afsluttede sit uddannelsesforløb på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han spillede på Roskilde Festivalen i det tragiske år 2000 sammen med Tesco Value og de var med på festivalen igen i 2002.

    Hjem til Polen

    Som 28-årig tog Czeslaw Mozil tilbage til Polen for at hellige sig musikken og en solokarriere. Hans debutalbum Debiut røg ind som nummer 1 på den polske hitliste (OLiS), og i 2010 udgav han albummet Pop, der opnåede en anden plads på den polske hitliste. Hans tredje album kom året efter, og hans seneste udgivelser er et livealbum fra efteråret.

    For tre år siden blev han dommer i den polske udgave af X-factor på TVN, og har deltaget i fire sæsoner.

    HØR MERE
    Eksternt link: Sange med Czeslaw Spiewa

    DEO står bag

    Det er oplysningsforbundet DEO, der står bag arrangementer i samarbejde med lokale aktører. DEO’s formål er at fremme debat og oplysning om EU, ud fra en demokratisk tankegang arbejder oplysningsforbundet for at aktivere flest muligt i en alsidig og fordomsfri debat om det europæiske samarbejdes indhold og rammer.

    Landsdækkende oplysningsforbund

    DEO er et landsdækkende oplysningsforbund, som arbejder for demokrati i Europa, og er partipolitisk uafhængige og neutrale, men stiller politiske spørgsmål og sætter politiske emner til debat.

    LÆS MERE
    Eksternt link: Oplysningsforbundet DEO