Polske børnehaver har nogle af de bedste standarder i Europa, men er samtidig de dyreste at drive, viser en ny polsk rapport. Foto: Iben Mølgaard Madsen.
WARSZAWA: I Polen bliver der passet færrest børn for pengene i landets børnehaver viser ny rapport, der sammenligner landene i OECD og EU.
En ny rapport fra det polske institut for forskning i uddannelse (IBE) viser, at Polen er det land i OECD og EU, der er mindst effektivt, når det gælder til antallet af børnehavebørn, der bliver passet i forhold til de penge, der bruges på børnehaver.
Lav brugerbetaling
I Polen svarer de offentlige udgifter til børnehaverne til 0,6 procent af BNP, mens den private brugerbetaling kun svarer til 0,1 procent af BNP. Gennemsnittet for alle landene i OECD er, at både det offentlige tilskud og den private brugerbetaling bidrager med hver lige godt 0,5 procent af BNP.
Få børn i børnehave
I Polen gik 43 procent af børn mellem 3 år og skolealderen i børnehave ifølge Europa-kommissionens seneste opgørelse fra 2011. Rumænien var det eneste land med en lavere andel i børnehave.
I EU-landene i gennemsnit gik 80 procent af børn fra 3 år i børnehave, og i Polens nabolande var andelen meget tættere på gennemsnittet med 80 procent i Tjekkiet, 75 procent i Slovakiet og 90 procent i Tyskland. Det skriver dagbladet Rzeczpospolita.
Stærke reguleringer
Rapporten fra IBE konkluderer, at det især er de polske regler for børnehavepædagoger, der er skyld i den lave andel af børn i børnehaverne.
I Polen må en børnehavepædagog højst arbejde 19 timer om ugen sammen med børnene, mens tjekkiske børnehavepædagoger tilbringer 31 timer med børnene om ugen og tyske pædagoger er oppe på 39 timer om ugen.
Ifølge rapporten fra IBE betyder reglerne også, at standarden i polske børnehaver er højere end gennemsnittet i OECD.
Ny lov fra 2013
I september 2013 trådte en ny lov i kraft, der skal sikre pasning til alle børn i børnehave-alderen fra 2017 ved at lade staten overtage nogle af udgifterne fra kommunerne og til gengæld fastlåse forældrebetalingen til en zloty i timen.
Kommunerne har dog trods øgede statslige tilskud indtil videre haft svært ved at øge antallet af offentlige børnehavepladser, og mange forældre er i dag nødt til at benytte dyrere private børnehaver.
Kommunerne har i længere tid stillet krav om at få liberaliseret reglerne for pædagogernes løn- og arbejdsforhold, skriver dagbladet Rzeczpospolita.