Bygningsarbejdere_finder_massegrav_ved_Malbork
En grav med 1800 lig af mænd, kvinder og børn er dukket op i forbindelse med byggeriet af et hotel i Malbork i det nordlige Polen. Ligene stammer formentlig fra Anden Verdenskrig. Det drejer sig sandsynligvis om ofre for en sovjetisk massakre på tyskere.

Polske arbejdere, der er i færd med at grave grunden ud til et nyt luksushotel i Malbork, har gjort et uhyggeligt fund.

I forbindelse med gravearbejdet stødte de på en massegrav med resterne af op i mod 1800 mænd, kvinder og børn.

Ligene stammer efter alt at dømme fra Anden Verdenskrig. De var smidt i et bombekrater, som derefter var blevet dækket til.

Et mindre antal skeletter blev allerede fundet i oktober. Fundet førte til, at gravearbejdet blev indstillet, mens stedet efterforskere undersøgte stedet.

Forsvundne tyskere fra Malbork

Da arbejderne nogle uger senere genoptog udgravningen, dukkede nye lig op i hundredvis. Umiddelbart stod det ikke klart, hvor de stammede fra.

Tyske og polske eksperter har nu gennemført en række undersøgelser af ligene og stedet, hvor de blev fundet. Resultaterne tyder på, at der er tale om resterne af tyske indbyggere, der forsvandt i krigens slutning.

Mere end 60 år senere er de stadig officielt meldt savnede, siger en repræsentant for bystyret i Malbork, Piotr Szwedowski til Associated Press.

– Undersøgelserne viser, at det er resterne af de savnede tyskere fra Malbork. Jeg er ikke i tvivl om, at det er dem, siger Piotr Szwedowski.

Området var tysk

Da Den Røde Hær rykkede frem i begyndelsen af 1945, fik indbyggerne i Malbork ordre om at forlade byen. Den hed dengang Marienburg og lå i et område, der før krigen havde været tysk.

Sovjethæren bombarderede byen med svært artilleri. Efter de tyske tropper forlod byen, var de civile, der var blevet tilbage, overladt til de sovjetiske soldaters nåde. Der er ingen kendte overlevne øjenvidner til, havd der skete, da byen var erobret, fortæller Szwedowski til AP.

Skudhuller i nogle af de fundne kranier tyder på, at nogle af ofrene blev henrettet. Hvordan de øvrige døde, er ikke slået fast.

En værdig begravelse

Eksperterne vil gennemføre yderligere undersøgelser, inden ligene bliver begravet igen enten i Malbork eller på en tysk krigskirkegård i Stary Czarnow nær Szczecin.

– Disse mennesker døde på en inhuman måde, og de blev gravet ned så inhumant, at vi er nødt til at begrave dem igen med værdighed og respekt, siger Szwedowski.

Massegraven var placeret tæt på murene til ridderborgen, som Malbork er kendt for.