Polske hold trak modstandere fra Tyskland og Slovenien

    Polske_håndboldhold_i_Champions_League

    Den danske målmand Marcus Cleverly og hans holdkammerater fra Kielce møder modstander fra Slovenien. Foto: Vive Targi Kielce


    HØRSHOLM: De to polske hold Vive Targi Kielce og Wisla Plock er klar til næste runde i håndboldens Champions League, hvor de får modstandere fra Tyskland og Slovenien.


    Tirsdag trak det europæiske håndboldforbund EHF lod til næste runde af mændenes Champions League.

    16 hold er tilbage, to af dem er polske.

    Plock møder Kiel

    Wisla Plock møder THW Kiel. Det polske mesterholds træner, danskeren Lars Walther, får brug for alle sine evner til at sætte sine spillere op, når de møder tyskerne.

    THW Kiel bliver af mange håndboldeksperter regnet for at være verdens bedste klubhold.

    Slovensk modstander til Kielce

    Vive Targi Kielce skal møde RK Cimos Koper fra Slovenien.

    Holdene skal spille den første kamp i perioden 14. – 18. marts med returopgør den følgende uge.

    Lodtrækning i Hørsholm

    Lodtrækningen fandt sted i hovedsædet for den danske Velux-koncern i Hørsholm.

    Vinduesfabrikanten er sponsor for håndboldens Champions League.

    I forbindelse med lodtrækningen meddelte det europæiske håndboldforbund EHF, at parterne netop har forlænget sponsoraftalen med yderligere tre år.