Leszek Balcerowicz kritiserer jævnligt den polske regerings økonomiske politik. Arkivfoto
WARSZAWA: Tildligere finansminister Leszek Balcerowicz nævnes som den polske regerings mulige bud på en IMF chef. Nationalbankdirektøren er også i spil.
Den polske regering har ifølge avisen Gazeta Wyborcza planer om at køre tidligere finansminister Leszek Balcerowicz i stilling som landets officielle kandidat til jobbet som leder af den International Valutafond, IMF.
Franskmanden Dominique Strauss-Kahn har valgt at opgive jobbet som IMF chef. Han er under anklage for sexovergreb mod en stuepige på et hotel i New York.
Arkitekt bag markedsøkonomien
Statsminister Donald Tusk vil ikke bekræfte avisens oplysninger om, at Leszek Balcerowicz bliver Polens officielle kandidat.
Leszek Balcerowicz var finansminister i de første polske regeringer efter kommunismens sammenbrud.
Han anerkendes som arkitekten bag Polens overgang til markedsøkonomi.
Kritik af regeringen
Lykkes det Polens regering at få placeret Leszek Balcerowicz i toppen for IMF, slipper den samtidig for en af sine skarpeste, liberale kritikere.
Efter hans mening gør regeringen ikke nok for at få styr på underskuddet på de offentlige finanser og den voksende offentlige gæld.
Et oplagt bud
En række internationale og polske medier har nævnt nationalbankdirktør Marek Belka som et oplagt bud på chefposten i IMF.
Marek Belka er tidligere finans- og statsminister i Polen.
I perioden 2008 til 2010 var han leder af IMFs Europæiske afdeling.
Belka benægter
Marek Belka benægter, at han er kandidat, men det er ikke ualmindeligt, når det gælder internationale topposter.
For eksempel afviste Anders Fogh Rasmussen til det sidste, at han havde planer om at blive generalsekretær i NATO.