Forventningerne var store til Agnieszka Radwanska, der fredag aften bar den polske fane ved holdets indmarch under den olympiske åbningsceremoni. Foto: london2012
LONDON: Et af de største polske medaljehåb, Agnieszka Radwanska, fik kun én kamp i tennisturnerigen ved OL i London.
Den polske tennisspiller Agnieszka Radwanska er færdig i den olympiske turnering i damesingle efter kun en enkelt kamp.
Polakken tabte med sætcifrene 1-2 (5-7, 7-6, 4-6) til tyskeren Julia Goerges.
Agnieszka Radwanska ligger inden OL som nummer to på verdensranglisten og var seedet til en plads i finalen.
Lillesøster videre
Mens den polske favorit er ude, klarede hendes lillesøster Urszula Radwanska sig videre til anden runde i singleturneringen med en sejr 6-4, 6-3 over en anden tysker, Mona Barthel.
I anden runde står Urszula Radwanska dog overfor en skræmmende modstander. Hun møder Serena Williams, USA, som tidligerepå måneden vandt Wimbledon-turneringen med en sikker finalesejr over Agnieszka Radwanska.
Sammen i double
De to søstre stiller sammen op i damedouble, hvor de i første kamp spiller mod Cibulkova og Hantuchova fra Slovakiet.