Polske virksomheder bruger stadig meget tid på skat

    Færre_virksomheder_i_Polen_er_gået_konkurs_trods_krise_polennu_Martin_Bager_0

    Polske virksomheder bruger i gennemsnit 286 timer årligt på at indberette skat. Landet ligger dermed over gennemsnittet i EU og EFTA. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


    WARSZAWA: Polen fik en 113. plads blandt 189 lande i ny rapport fra verdensbanken om skat for virksomheder.


    Mellemstore virksomheder i Polen bruger i gennemsnit 286 timer om året på at administrere deres 18 årlige indbetalinger til skat, og afleverer 41,6 procent af deres fortjeneste til den fælles kasse.

    Rapport fra verdensbanken

    Det skriver verdensbanken i en ny rapport Paying Taxes 2014, der ranglister verdens lande i forhold til den byrde, virksomhederne oplever fra landenes skattesystemer. Gennemsnittet i EU og EFTA er ifølge rapporten 168 årlige arbejdstimer, knap 27 indbetalinger og en skattebyrde på 43,1 procent af fortjenesten.

    113. plads

    Polen indtager dermed en 113. plads af i alt 189 lande i den ny rapport. Det er en enkelt plads bedre end sidste år, hvor Polen lå nr 114. Skattesystemet i Polen ligger dermed lidt bedre end Tjekkiet (nr 122), Ungarn (nr 124) og Italien (nr 138), men der er langt op til landene i toppen af listen.

    Oliestater i top

    De lande, der topper listen er De forenede arabiske emirater, Katar og Saudi-Arabien, hvis primære erhverv er olie-udvinding, og som derfor kan klare sig med et relativt simpelt skattesystem. Flere europæiske lande ligger dog også højt på listen med Danmark på en 12. plads fulgt af Storbritannien (nr 14), Schweiz (nr 16) og Norge (nr 17).