
SOPOT: Polsk præsidentkandidat skaffede prostituerede til gæster på berømt luksushotel. Han benægter og truer med retssag.
Det har siden sidste år været rygtet på de sociale medier, at præsidentkandidat Karol Nawrocki skaffede prostituerede til gæsterne på det historiske luksushotel Grand Hotel i Sopot ved Gdansk. Han var sikkerhedsvagt på hotellet, mens han studerede. Sidste år skrev det frie medie Gazeta Wyborcza også om kandidatens håndtering af prostituerede. Flere medier har også beskrevet, hvordan han tidligere var højreekstremist og fodboldbølle.
(Fortsættes under)
Ingen reaktion
Det gav ikke anledning til nogen reaktion, og den 8. maj skrev den polske statsminister Donald Tusk med direkte adresse til formanden for Lov & Retfærdighed (PiS), Jaroslaw Kaczynski, på X-twitter.
– Du vidste alt, Jarosław. Om forhold til bander, om at ‘få piger’, om kærlighedssuiten på Museet for Anden Verdenskrig, om afpresning af en lejlighed og andre ting, der stadig holdes skjult. Hele ansvaret for denne katastrofe falder på dig! – skrev den polske regeringschef. Den besked udløste heller ingen reaktion, fra hverken kandidaten eller partiformand.
Broget fortid i kriminelle miljøer
Tusk henviser i sit X-twitter opslag til en dyr lejlighed i museet for Anden Verdenskrig, som Nawrocki anklages for at bruge til særdeles private formål. Kandidaten er leder af institut for National Erindring (IPN), og dermed også direktør for museet. Han har tidligere haft kontakt til de kriminelle miljøer, og optrådt i ekstremistiske grupper. Der har også været rod med at opgive hvor mange lejligheder og hvilken formue Nawrocki har. Det har præsidentkandidaterne pligt til at oplyse. Nawrocki er i den forbindelse taget i at indgive falske oplysninger. Ved den seneste tv-debat tog han noget nikotin/snus, men fortalte bagefter at det var tyggegummi.
Nye oplysninger – samme historie
I de seneste dage, har onet.pl afdækket flere detaljer om kandidatens adfærd i Sopot, og først i dag kommer der en reaktion fra Karol Nawrocki. Han benægter for første gang alt og har meddelt at han vil indlede retssag mod mediet, og de to kilder til historien, som er hans tidligere kolleger på det verdensberømt hotel i Sopot. Nawrocki var sikkerhedsvagt på Grand Hotel, som emmer af historiske vingesus.
Nawrocki har kraftigt afvist beskyldningerne, og kalder dem for politisk motiverede løgne. I en erklæring skriver han mandag eftermiddag:
– I dag er det virkelige problem i Polen politisk prostitution, som ønsker at sælge landet for udenlandske valuta. For denne stribe af løgne og had vil jeg sagsøge Onet ved en civil domstol for krænkelse af personlige rettigheder og indlede en privat straffesag. Tusk og Trzaskowskis mediefolk skal ikke tage sejren fra os.
Karol Nawrocki og hemmelighederne
Onet-journalisterne beskriver hvordan de har talt med snesevis af mennesker, der kender Nawrocki, arbejdede på Grand Hotel, var politifolk i Sopot eller fra den kriminelle underverden i regionen.
Måneders samtaler førte dem til to vidner, hvis troværdighed de har fået bekræftet. De er gamle venner af Nawrocki, og arbejdede sammen med ham på Grand Hotel.
Hvorfor denne historie?
– Nawrocki har aldrig henvist til beskyldningerne om forbindelser til verden af betalt kærlighed. Det er derfor, denne tekst blev skrevet. Vores pligt som journalister er at screene kandidater til præsidentposten, så polakkerne, når de vælger statsoverhovedet om et par dage, er fuldt ud klar over den beslutning, de træffer, skriver onet-redaktionen om afsløringerne.
LINK: Se historien på onet.pl (kun polsk)