Rekord mange polakker lever nu i udlandet

    Rejsende_Lufthavn_Polen

    Flere polakker rejser ud for at arbejde. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


    WARSZAWA: Nye tal viser, at antallet af polakker, der bor uden for Polens grænser nu er på niveau med sidste rekord i 2007.


    Nye endnu ikke offentliggjorte tal fra Polens statistik kontor GUS viser, at over 2 millioner polakker boede uden for landets grænser ved slutningen af 2012, skriver dagbladet Rzeczpospolita.

    Rekord mange

    Det betyder, at næsten lige så mange polakker boede i udlandet i 2012 som i 2007, hvor 2,27 millioner boede uden for Polens grænser. Efter krisen satte ind, rejste flere polske emigranter hjem, men nu stiger antallet af emigrerede polakker altså igen. Antallet af emigrerede polakker steg med 130.000 fra 2010 til 2012.

    Flest under 39 år

    Af de emigrerede polakker er 1,5 millioner under 39 år. Det betyder, at langt de fleste af de emigrerede er unge, der har en alder, hvor de kan stifte familie.

    Alvorligt problem

    – Hvis vi sammenholder de her tal sammen med den demografiske udvikling, hvor vi ser flere dødsfald end fødsler, så bør vi indse, at det er blevet tid til ikke længere at stikke hovedet i busken, men begynde at handle på problemet, siger professor Krystyna Iglica fra Warszawa Lazarski Universitet til Rzeczpospolita.