Russisk gas ind i ukrainsk præsident valgkamp

    Victor Yushchenko blev valgt til Ukraines præsident for fem år siden. I januar forsøger han genvalg, men der venter ham en kold og barsk valgkamp. Arkivfoto.


    KIEV: Ukraine trues igen af Rusland, der vil lukke for gasleverancerne den 11. januar. Ukrainerne skal vælge præsident en uge senere.


    Mens store dele af Europa gik i julestemning, har Rusland igen truet med at lukke for gassen til Ukraine, hvis ikke landet betaler sin gæld. Penge som Ukraine ikke har, og som Verdensbanken ikke vil finansiere.

    Afbrydelser af gassen til Ukraine har ofte betydet afbrydelser af gasforsyningerne til flere EU-lande. Rusland har tidligere lovet bl.a. Tyskland at de ikke vil blive ramt af afbrydelser, selv om gassen til tyskerne går gennem Ukraine.

    Storpolitik

    De russiske trusler, ses af flere iagttagere som en demonstration af nødvendigheden for den russiske gasledning, som Danmark netop har sagt ja til.

    Orange-revolution

    For fem år siden blev præsidentvalget i Ukraine erklæret ugyldigt, og den Orange-revoultion i landet synes at være en succes, da Victor Yushchenko blev valgt.

    Men det er ikke de store forbedringer ukrainerne har opnået siden, og spørgsmålet er om den siddende vestlig-sindede præsident vil blive genvalgt.

    Gas i valgkamp

    Den 17. januar skal ukrainerne nemlig igen vælge ny præsident, og midt i valgkampen har det russiske gasselskab Gazprom, igen truet med at lukke for gassen til Ukraine. Blot en uge før valget.

    Den siddende præsident Victor Yushchenko arbejder for tættere bånd til vesten gennem NATO og EU. Han vil blive afgørende svækket, hvis ukrainerne må møde vinterkulden midt i valgkampen.

    De pro-russiske kandidater til præsidentvalget, vil uden tvivl love at genetablere forsyninger af gas fra Rusland omgående hvis de bliver valgt, skriver flere ukrainske og polske medier.

    Frist til 11 januar

    – Ukraine har en frist til 11. januar for at betale for gassen, oplyser Gazprom, som flere gange tidligere har drejet om for hanen for gas til Ukraine på grund af ubetalte regninger.

    Valutafonden har afvist lån

    Gazprom-talsmand Sergei Kuprijanov siger til det franske nyhedsbureau AFP, at Ukraine formentlig får svært ved at betale den næste gasregning, fordi Den Internationale Valutafond har afvist en ansøgning om et lån på 3,8 milliarder dollar (19,8 milliarder kroner), skriver DR.

    Ifølge kontrakten

    På et spørgsmål om, hvad der vil ske, hvis Ukraine ikke overholder fristen den 11. januar, siger Kuprijanov, at Gazprom vil handle ’i overensstemmelse med kontrakten’.

    Det er samme formulering, som Gazprom har henholdt sig til, når den har lukket for gassen til Ukraine.