Ryanair vil næste år flyve til Wroclaw fra Malmø

    Ryanair_på_vej_med_mange_nye_ruter_fra_Polen

    Ryanair har store planer i Polen. Foto: Ryanair


    WROCLAW: Lavprisselskabet Ryanair åbner næste år seks ruter fra den polske by Wroclaw. En af dem går til Malmø.


    Fra marts 2012 bliver det muligt at flyve direkte mellem Malmø og den polske by Wroclaw.

    Lavprisselskabet Ryanair har valgt at lade i alt seks nye ruter få udgangspunkt i Wroclaw, skriver Ryanair på sin hjemmeside.

    21 ruter i alt

    Dermed kan rejsende nå i alt 21 byer fra byen.

    – Ryanairs årlige trafik gennem Wroclaw på 800.000 passagerer vil opretholde 800 jobs i lufthavnen og regionen, sagde Ryanairs vicepresident Michael Cawley, da han præsenterede de nye ruter.

    De øvrige nye ruter går til Bournemouth (England), Malta, Paris, Venedig og Chania på Kreta.

    Endnu større planer

    Ifølge den polske hjemmeside fly4free.pl benyttede Michael Cawley sit besøg i Polen til at annoncere endnu større planer.

    På en pressekonference i Warszawa oplyste han, at selskabet vil satse stort på den nye lufthavn, som bliver bygget i Modlin uden for den polske hovedstad.

    10 fly og 40 ruter

    Lufthavnen åbner i 2012 og Ryanair vil i løbet af de kommende fem år placere ti fly og 40 ruter i lufthavnen.

    Det fremgik dog af pressekonferencen, at selskabet endnu ikke har nogen aftale på plads med lufthavnen.