Samtaler mellem fly og tårn i Smolensk frigivet

Smolensk_Tupolev_TU_154_3

Vraget af præsident Lech Kaczynskis fly, der styrtede ned i tæt tåg i Smolensk, den 10. april 2010. Arkivfoto.


WARSZAWA: De polske myndigheder offentliggør nu samtalerne mellem fly og kontroltårn i Smolensk fra den 10. april 2010.


Den 10. april 2010 omkom den polske præsident Lech Kaczynski og 95 andre højtstående polakker i en flyulykke i Smolensk i Rusland. De ombordværende skulle deltage i en 70 års mindehøjtidelighed for Katyn-massakren, der blev opdaget i Katyn, tæt ved Smolensk.

Dialog mellem fly og tårn

I dag har Polens militære anklagemyndighed udgivet komplette udskrifter af samtalerne mellem præsidentens fly og kontroltårnet på ulykkesdagen.

To fly

Rapporten, der er på 279 sider, indeholder samtalerne mellem præsidentens fly og kontroltårnet, og i et særskilt afsnit beskrives dialogen med et andet polsk fly, der landede en time forinden med journalister og andre interesserede.

Meget af indholdet er kendt fra en amerikansk dokumentarfilm, der netop har været vist i dansk tv. Der er link til filmen hos Danmarks Radio på dette link:

LÆS MERE
polennu.dk: Dansk tv viste dokumentar om Smolensk

Samtale på russisk

Samtalerne mellem præsidentens fly og kontroltårnet i Smolensk er gennemført på russisk og engelsk, selv om det er en international regel, at kommunikationen i luftfarten altid skal være på engelsk. Hele materialet er nu oversat til polsk og er offentligt tilgængeligt.

Højde var forkert

Af rapporterne fra ulykken fremgår det, at ansvaret for ulykken ligger hos kaptajnen i præsidentens fly, men flere faktorer har forstyrret hans arbejde. Dels var udstyret i Smolensk lufthavn ikke godt nok til at styre et stort fly ned i tæt tåge, og dels slog kaptajnen selv sin højdemåler fra, da den gav alarm. Det blev fatalt, da flyet i 11 meters højde ramte en trætop. Kaptajnen troede han var mere end 20 meter over jorden, da kollisionen indtraf.

Med til historien hører, at en af passagererne – formentlig den daværende forsvarschef – også var i cockpittet op til landingen, hvilket ikke er tilladt.

Russisk medansvar?

Selv om det er kaptajnen der har ansvaret, så har den polske undersøgelseskomite også givet lufthavnen i Smolensk en del af skylden.

Polakkerne henviser til, at kontroltårnet oplyste at flyet havde den rigtige retning med ordenen:

– Du er på rette vej, du er på rette vej.

Russerne har afvist beskyldningen, og ifølge den amerikanske dokumentarudsendelse, så var flyets retning mod lufthavnen rigtig nok, mens det var flyets højde der var problemet, og årsagen til den tragiske ulykke.

Demonstration hver den 10.

Den afdøde præsidents tvillingebror, Jaroslaw Kaczynski, kræver en ny international undersøgelse. Hver den 10. i en måned møder han, sammen med meningsfæller fra deres parti (Lov og Retfærdighedspartiet – PiS), op til demonstration foran præsidentpaladset i Warszawa. Det har de gjort nu i snart fem år. De tror ikke på forklaringerne om at det var en ulykke, men tror at Rusland – og til dels den daværende regering, stod bag ulykken.

LÆS MERE
polennu.dk: TV-dokumentar om Smolensk udløser protester i Polen