Sejmen dropper nye og skrappe rygeregler

    Rygerne behøver ikke at skodde smøgerne overalt i Polen. En ny polsk rygelov gør det muligt at ryge på restauranter, i nattelivet og på hospitaler. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Der var enighed om en ny og skrap rygelov i Polen, men torsdag aften blev den erstattet af en afdæmpet udgave, der bl.a. tillader rygning på hospitaler.


    Sejmen har lavet et kompromis-forslag, der er blevet til en ny rygelov, og vedtaget med 217 stemmer for, 165 imod og 48 stemte blankt.

    Parlamentet havde ellers, indtil loven blev vedtaget, bebudet en ny og meget streng rygelov, der skulle forbyde al rygning på offentlige steder og i restaurationsmiljøet.

    Men sådan gik det ikke, da Sejmen behandlede forslaget.

    Op til Sejmens behandling af forslaget var der skrappe protester mod den nye rygelov, og det må være de protester der har fået parlamentet til at skifte mening.

    Der indføres godt nok et generelt rygeforbud på offentlige steder, men undtagelserne er mange. Restauranter under 100 m2 kan stadig lade gæsterne pulse, mens steder der er større skal tilbyde sit publikum både ryger og ikke-ryger faciliteter.

    Sundhedsudvalg i chok

    Afstemningsresultatet i Sejmen torsdag aften, kom som et chok for sundhedsudvalget i parlamentet. Udvalget havde oprindeligt udarbejdet et meget restriktivt forslag, som de måtte bløde op til en langt mere liberal rygelov. At der, trods ændringerne, stadig var så mange modstandere, kom som et åbenlyst chok for udvalgets medlemmer.

    Grzegorz Dolniak, der er næstformand i partiet Borgernes Platform i Sejmen, sagde efter afstemningen sent torsdag aften, at et total forbud ville være en lov, der bliver umulig at håndhæve.

    – Det er nødvendigt at bevare den sunde fornuft, og give ikke-rygere mulighed for at undgå passiv rygning, og tilføjede at et totalforbud også vil skade erhvervslivet.

    Forbud ophævet

    Boleslaw Piecha fra oppositionspartiet Lov og Orden, og formand for Sejmens sundhedsudvalg, kalder den nye rygelov for latterlig, fordi det i dag er forbudt at ryge på hospitaler i Polen, men med den nye rygelov bliver det igen tilladt.

    Lovforslaget er nu blevet sendt videre til Senatet, parlamentets overhus.

    Inden loven kan træde i kraft, skal også Polens præsident, der er opstillet af Lov og Ordenspartiet, underskrive loven. Der er præsidentvalg i Polen til november.