31-årige Justyna Kowalczyk vandt i dag en OL guldmedalje i 10 kilometer langrend. Foto: Justyna Kowalczyk.
SOCHI: Den polske skiløber Justyna Kowalczyk sikrede i dag Polen den anden guldmedalje ved vinter-OL i Sochi i Rusland.
Trods et brud i højre fod som den polske ski-darling Justyna Kowalczyk har døjet med siden januar, så lykkedes det hende i dag at hente den anden polske medalje af guld ved vinter OL 2014 i Sochi. Det var i 10 kilometer langrend.
Foran Sverige og Norge
Kowalczyk, der også fik en guldmedalje ved OL i Vancouver for fire år siden, vandt foran Sveriges Charlotte Kalla og Norges Therese Johaug, der fik henholdsvis sølv og bronze.
Den polske olympiske mester kom ind i tiden 28:17.8 – 18,4 sekunder foran sølvvinderen.
Justyna Kowalczyk græd af glæde efter at medaljen var i hus, trods skaden som har plaget hende forud for OL.
Polen nummer 8
Dagens medalje betyder, at Polen rykker op på en 8. plads i den samlede medaljeopgørelse. Vinterlegene føres af Tyskland, og på anden pladsen er det Canada, mens Norge har fået tredje flest medaljer.