Skoleskibe dyster om at komme først til Szczecin i Polen

Tall_Ships_Races_Aarhus_juli_2013_Jens_Mørch_Polen_polennu

Selv om de ni polske skoleskibe lå meget dårligt placeret, under mindre komfortable forhold og meget langt fra festlighederne på den solskins-ramte havn ved starten for Tall Ships Races 2013 i Aarhus, så var der alligevel lange køer foran polske Dar Mlodziely (th.) – en tremastet fuldrigger fra det berømte skibsværft i Gdansk. Længst til venstre anes spidsen af det polske tomastede skib Fryderyk Chopin, der kommer fra Tall Ships Races 2013 finaleby Szczecin i Polen. I telte foran skibet informerede polske turistfolk om Szczecin og Polen. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


AARHUS: Havnen i Aarhus var fyldt til bristepunktet, da 104 skoleskibe fra hele verden besøgte den jyske hovedstad. Ni af dem var polske.


Søndag lød startskuddet for Tall Ships Races 2013 i den jyske hovedstad Aarhus. Tall Ships Races er verdens største kapsejlads for skoleskibe. 104 skoleskibe fra hele verden havde siden torsdag og frem til søndag, været åbne for publikum i Aarhus havn.

Fest og markedsplads

Mange nysgerrig havde fundet vejen til Aarhus Havn, der var forvandlet til en stor fest- og markedsplads. Fra en scene var der topunderholdning til de mange gæster og de 3.000 unge søfolk fra hele verden.

Halv million

En anonym kilde fra arrangøren af Tall Ships Races i Aarhus, skønner at en halv million mennesker har fundet vej til Aarhus Havn i løbet af de fire dage løjerne har fundet sted.

Polen bedst repræsenteret

Polen er med ni deltagerskibe, den bedst repræsenterede nation i denne udgave af kapsejladsen for skoleskibe. Tall Ships Races 2013 har finale i den polske by Szczecin i begyndelse af august.

Fire A-klasse sejlbåde

Ud af i alt 25 A-klasse både i Aarhus, stiller Polen op med fire. Frederyk Chopin (54 meter), Dar Mlodziely (109 meter), Orp Iskra (48 meter) og Kapitan Glowacki (28 meter). De to mest berømte polske skibs-attraktioner i Aarhus var sejlskibet Fryderyk Chopin (en brig) med en besætning på 50, og Dar Mlodziely (en tremastet fuldrigger) med en besætning på 200 søfolk m/k. Interessen for skibene var meget stor, og lørdagen igennem var der lange køer af folk, der ville se de to skibe indefra.

Fra berømt værft

Dar Mlodziely er bygget på det berømte skibsværft i Gdansk, hvor Lech Walesa og Solidarnosc blev verdensberømt i 1980. Dar Mlodziely blev leveret til Gdynia måneden før myndighederne indførte krigsretstilstanden i Polen i december 1981. Skibet har siden 1982 været i aktiv tjeneste for den polske havneby Gdynia.

Første polske

Dar Mlodziely er det første polsk designet og polsk bygget ocean-gående sejlskib, der har taget turen jorden rundt. Det var i 1987-1988.

Rusland med polsk skib

Dar Mlodziely har fem søsterskibe. Det ene af dem, det russiske bidrag til kapsejladsen, med navnet Mir, var også åben for publikum på kajen i Aarhus.

Fremstød for Szczecin

Tre af de ni polske skibe i Tall Ships Races 2013 kommer fra havnebyen Szczecin med stolte søfarts-traditioner. Det tomastede skoleskib, Fryderyk Chopin, der er eet af dem, blev brugt som trækplaster for at lave promotion for byen.

Telt på havnekajen

Den polske turistorganisation, PTO, og bestyret i Szczecin havde opstillet telte med brochurer og andet materiale om Polen og Szczecin.

– Det er et stort arrangement med mange deltagere, som Aarhus har stablet på benene til Tall Ships Races 2013, siger Monika Pawlowska fra den polske turistorganisation PTO til polennu.dk.

– Danskerne har vist stor interesse for Szczecin og for Polen, og mange har fortalt os om deres oplevelser i Polen, både under og efter kommunismen. Og så hjælper det vel også på interessen for Polen, at dette Tall Ships Races afsluttes i Szczecin om en måneds tid.

Polakker befriede Aarhus

– En ældre ungdommelig herre takkede mig også for polakkernes befrielse af Aarhus ved Anden Verdenskrigs afslutning. Han sagde, at det var englændere og polakker der sammen befriede Aarhus for tyskerne i maj 1945, det vidste jeg ikke, men det gør jo ikke noget at være populær, siger Monika Pawlowska til polennu.dk.

Stor interesse

Szezecin by satser også på at finalen i begyndelsen af august også bliver et stort tilløbsstykke, og interessen for Stettin, det tyske navn for byen som ofte bruges på dansk, var stor på havnen i Aarhus.

Brochurer revet væk

De to repræsentanter for Szczecin i Aarhus kunne allerede lørdag eftermiddag melde udsolgt af dansk-sprogede brochurer om Szczecin på havnekajen ved Tall Ships Races.

3. – 6. august

Tall Ships Races 2013 afsluttes med finale i Szczecin fra den 3. til den 6. august, som i lighed med arrangementet i Aarhus ventes at blive et tilløbsstykke. Næste stop for kapsejladsen er den finske hovedstad Helsinki.

LÆS MERE
Eksternt link: Tall Ship Race 2013 Szczecin

SE BILLEDER
Eksternt link: Stiften billedarkiver Tall Ships Races 2013