Nye_rygeregler_i_Polen
KRAKOW: Fra på mandag bliver det sværere at være ryger i Polen. Nye regler stiller krav til bl.a. arbejdspladser, cafeer og restauranter.

Polen slutter sig nu til rækken af lande, hvor rygning på arbejdspladsen er begrænset ved lov.

De nye regler træder i kraft på mandag, 15. november. Reglerne indebærer, at det frem over kun er tilladt at ryge på afmærkede, lukkede områder på en arbejdsplads.

Særlige rygerum

Mulighederne for at ryge i cafeer, barer og natklubber bliver også begrænset. Det bliver kun tilladt at ryge på steder med mere end et rum.

Der skal indrettes særlige rygeafdelinger, som er adskilt fra de øvrige rum og har en effektiv udsugning, skriver The Krakow Post.

Nul røg på legepladser

Avisen har talt med værtshusejere, som vurderer, at et udsugningsanlæg vil koste mellem 20.000 og 50.000 zloty.

De nye regler omfatter også et forbud mod rygning i offentlige transportmidler, ved stoppesteder og på legepladser.

500 zloty i bøde

En ryger kan få en bøde på 500 zloty, hvis forbuddet bliver overtrådt.

Da det polske parlament, Sejmen, i foråret behandlede forslaget om nye rygelov, var der oprindelig lagt op til et totalt forbud mod rygning på arbejdspladser, men det kunne ikke samle flertal.