Polens største militær-øvelse blev gennemført på øvelsesområdet ved Orzyszo i det nordøstlige Polen. Foto: Andrzej Hrechorowicz.
ORZYSZA: For første gang i flere år deltog soldater fra reserven i den største årlige militære øvelse i Polen.
7.000 soldater deltog i dette års største polske militær-øvelse med navnet Dragon-15, der de seneste ti dage er blevet gennemført i det nord-østlige hjørne af Polen på øvelsesområdet ved Orzysza.
Reserven deltog
Det er første gang i flere år, at soldater fra den polske reserve har deltaget i en militær-øvelse på dette niveau i Polen, og de fik undervejs besøg af Polens præsident Andrzej Duda.
– Specialister, ikke kun i Polen, men i hele verden siger, at krige vindes af reserven, sagde Duda til de 200 fremmødte reservister, og mindede dem om, at deres evner vil blive afgørende, hvis Polen kommer i en situation, hvor landet skal forsvare sit territorium.
Soldater fra NATO-lande
Også soldater fra NATO-landene deltog i øvelsen, herunder 500 fra Storbritannien, 400 fra Tyskland og 40 fra USA.
Øvelsen, der sluttede fredag, har gennemspillet et scenarie, hvor en international konflikt om rå-stoffer er eskaleret mellem to blokke af lande. Militær-enhedernes opgave har været at slå modstanderens aggression tilbage og påbegynde et modangreb.