Spidskandidat til præsident-valget har trukket sig

Næstformand for parlamentets underhus, Malgorzata Kidawa-Błońska har trukket sig som præsidentkandidat. I seneste måling opnåede hun blot 4,5 procents opbakning fra polakkerne, mens den siddende Andrzej Duda stod til 45 procent i samme måling. Arkivfoto.


Borgernes Platform (PO), som er det største oppositionsparti, skal i en fart have fundet en ny præsidentkandidat. Den 62-årige næstformand for parlamentet Malgorzata Kidawa-Błońska har trukket sig som præsidentkandidat.

– Da regeringspartiet kom med den djævelske idé om at gennemføre et valg midt i en pandemi, (…) og i strid med forfatningen, kunne jeg ikke bare tie. Jeg gjorde det helt klart. Hvis ikke jeg havde taget affære og talt om at boykotte valget, ville det formentlig have fundet sted.

– Nu har vi en chance for at få et frit og demokratisk valg, sagde Kidawa-Błońska på et pressemøde fredag, hvor hun meddelte sin exit som præsidentkandidat.

– Jeg ved, at jeg er ansvarlig for det der skete. Faldet i meningsmålingerne er naturligt, fordi mange polakker ikke vidste, om jeg deltog i valget eller ej. Men for mig er det vigtigste polakkernes helbred og at Polen stadig er et demokratisk land, et land i hjertet af Europa, et europæisk land, sagde den afgående spidskandidat.

Fra nummer 2 til 5

I den seneste måling var Kidawa-Blonska faldet til en femte plads i kapløbet om præsidentposten, men hun var en sikker nummer 2 inden hun besluttede sig for at boykotte valget, som også syv tidligere statsministre og tre præsidenter, opfordrede polakkerne til.

Måling af “valgresultat” ved præsidentvalget den 10. maj 2020, der ikke blev gennemført.

Fire navne nævnes

Men hvad nu? Partiledelsen holder møde i dag, og på forhånd nævnes der fire navne som ny kandidat til præsidentvalget: Den populære Warszawa-borgmester Rafał Trzaskowski, senatsformanden Tomasz Grodzki, tidligere udenrigsminister og parlamentsformand Radoslaw Sikorski og endelig nævnes tidligere statsminister og EU-præsident, Donald Tusk, skriver rp.pl.

Ifølge polennu.dk kilder vil hverken Donald Tusk eller Tomasz Grodzki tage imod tilbuddet om at blive ny præsident-kandidat, mens Radoslaw Sikorski er klar til at tage imod udfordringen. Han er dog ikke særlig populær blandt vælgerne og i partiet, da han på mange menige polakker virker meget arrogant. Alt tyder derimod på, at Warszawa-borgmester Rafał Trzaskowski bliver partiets kandidat.

Hvad med Warszawa?

Problemet med Trzaskowskis kandidatur er dog, at hvis han fratræder sit borgmester-hverv, så er det ikke byrådet, men en repræsentant for centralregeringen, der skal udpege en ny borgmester. Den tidligere Warszawa-borgmester – også fra Borgernes Platform – Hanna Gronkiewicz-Waltz fraråder sin afløser som præsidentkandidat. Ikke fordi de to har et modsætningsforhold – hun har selv foreslået ham som sin afløser – men fordi en valgsejr til Trzaskowski vil betyde at hovedstaden kunne få alvorlige ledelsesproblemer.

Afventer valgdato og kandidat

Hvem der bliver oppositionens spidskandidat, og hvornår præsidentvalget skal holdes, er stadig uvist. Hvordan den nye kandidat findes, holder Borgernes Platforms ledelse møde om i dag. Valgdatoen afgøres af formanden for parlamentet, der har tiden frem til den 25. maj til at finde en ny valgdato. Valget skal varsles mindst 60 dage før det skal gennemføres, hvis forfatningen skal overholdes.

Dramaet om det polske præsidentvalg fortsætter.

Har du lyst til at læse mere?
Vi har ikke bygget en betalingsmur om polennu.dk. Det er et valg vi har truffet, fordi vi så gerne vil levere uafhængige nyheder om vores naboland Polen, til så mange danskere som muligt. Hvis du vil støtte os i det arbejde, vil vi være dig meget taknemlig. Du kan blandt andet gøre det ved at donere os et beløb. Tryk på det beløb du vil støtte os med. Ethvert beløb er en stor hjælp.
DKK 100,00 – DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00 – DKK 5.000,00
Når du har trykket på beløbet, bliver du viderestillet til vores betalingssystem, hvor du kan betale med MASTER, VISA og andre anerkendte og sikre betalingsformer.