Splittelse i Polens parlament op til paves helgenkåring

    Figur_af_paven_0

    Polske Johannes Paul II helgenkåres på søndag. Han var pave fra 1978 til sin død i 2005 og støttede kampen mod kommunismen i Polen. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Flere partier i det polske parlament Sejmen er kritiske over for en fælles udtalelse om Johannes Paul II, som er fremsat i parlamentet.


    Den tidligere polske pave Johannes Paul II helgenkåres på søndag i Rom. I den anledning har det lille polske regeringsparti Det polske bondeparti PSL fremsat et forslag til en fælles udtalelse fra det polske parlament, som partiet håbede ville blive enstemmigt vedtaget i parlamentet.

    Modstand mod religiøs tekst

    Flere partier har dog været kritiske overfor forslaget, fordi teksten er for religiøs i sin ordlyd.

    – Som en statsinstitution skal det polske parlament ikke beskæftige sig med forskellige former for religiøse handlinger, siger talsmand for partiet Din bevægelse Andrzej Rozenek til det polske nyhedsbureau PAP.

    – Hvis vi skal fejre Karol Wojtyla, så lad os fejre ham som en person, der har bidraget til genvindelsen af Polens uafhængighed, siger han.

    Kontroversielt emne

    Også Den demokratiske venstrealliance SLD er imod den fremsatte udtalelse.

    – Vi har altid gået ind for at adskille kirken og staten, siger SLDs talsmand Dariusz Jonski.

    – Vi ønsker hverken, at staten skal blande sig i religiøse anliggender, eller at kirken skal blande sig i politik, siger han og tilføjer, at selvom partiet respekterer begivenheden i Vatikanet, så er sagen kontroversiel, og meningerne er delte.

    Stor betydning for Polen

    Johannes Paul II blev pave i 1978, og allerede året efter rejste han på pilgrimsrejse til Polen. Historikere mener, at hans pilgrimsrejse, hvor han samlede flere millioner polakker til store frilufts-gudstjenester, var med til at skabe grobunden for, at fagforeningen Solidarnosc opstod året efter, og det kommunistiske regime måtte overdrage magten i 1989.

    Johannes Paul II støttede åbenlyst Solidarnosc og mødtes blandt andet med bevægelsens leder Lech Walesa.