Statsminister: Polen er stærkere nu end for to år siden

    beata_szydlo_polen_statsminister_jens_moerch_polennu

    Polen står bedre nu internationalt end for to år siden under den tidligere regering. Det siger statsminister Beata Szydlo midt i Polens værste internationale krise siden kommunismens fald. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    WARSZAWA: Statsminister Beata Szydlo, mener at Polen står stærkere på den internationale scene nu end for to år siden.


    – Polen står langt stærkere nu internationalt, end landet gjorde for to år siden. Det sagde Polens statsminister Beata Szydlo torsdag i et udenrigspolitisk forum i Warszawa. Historien er citeret af de statskontrollerede medier.

    Polens interesser i EU

    Statsministeren mener, at hendes regering har opfyldt sit løfte om at sikre Polens nationale interesser i EU, og for at have en ledende rolle i regionale samarbejder. Her fremhævede den polske statsminister Visegrad-samarbejdet (Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet) og det såkaldte Tre Haves Initiativ, som ifølge regeringslederen er et partnerskab melemme 12 lande omkring Østersøen, Sortehavet og Adriaterhavet.

    Voldsom kritik

    Udtalelsen kommer samtidig med, at Polen er blevet isoleret i EU og at en lang række af Polens traditionelle venner har rejst voldsom kritik overfor Polen. Det er især regeringens anti-demokratiske tiltag og manglende respekt for aftalerne i EU og for EU-domstolen, der har sat sindene i kog blandt medlemslandene.

    Ifølge vore kilder er Polen i dag reelt sat uden for indflydelse i Bruxelles.

    Ros til San Escobar minister

    Statsministeren tager ikke selv æren for de påståede resultater. Szydlo fremhævede den udskældte udenrigsminister Witold Waszczykowski og viceudenrigsminister Konrad Szymanski for deres store indsats der betyder at ”Polen nu står bedre internationalt”.

    Det var samme udenrigsminister der sendte de polske satire-tegnere og komikere på overarbejde, da han i kampen for at opnå støtte til en polsk plads i FN-sikkerhedsrådet påstod at han havde fået opbakning fra landet: San Escobar. Eneste problem er, at der ikke findes noget land i verden der hedder San Escobar.