Sundhedsminister roser de russiske retsmedicinere

    Den kendte polske sundhedsminister Ewa Kopacz roser de russiske retsmedicinere for deres perfekte og hurtige arbejde med at få identificeret de 96 omkomne fra flystyrtet den 10. april. Arkivfoto.


    WARSZAWA: I går kom de sidste jordiske rester af de 96 omkomne ved flyulykken til den polske hovedstad. Polen beundrer russerne for deres indsats.


    Nu er samtlige 96 ofre for flyulykken den 10. april, hvor bl.a. den polske præsident Lech Kaczynski omkom, identificeret og tilbage i Polen.

    Den tragiske ulykke skete i tæt tåge over Smolensk i Rusland, hvor præsidentens fly torpederede en trætop og brød i brand.

    Spredt i skoven

    Vragresterne fra præsidentens fly var spredt ud over et skovområde på 300 x 500 meter, hvilket har gjort opklarings-arbejdet meget vanskeligt.

    Takket være analyse af dokumenter på de omkomne, personlige ejendele, visuelle kendetegn og DNA-test i Moskva, er det lykkedes at identificere alle 96 ofre bare to uger efter det tragiske flystyrt.

    Perfekt indsats

    Polens sundhedsminister Ewa Kopacz, der selv er læge, og som blev kendt verden over, da hun på vegne af Polen modigt afviste WHO’s anbefalinger om vacciner i forbindelse med svineinfluenzaen, siger om russernes indsats:

    – Det er perfekt arbejde, og helt uden fejl. Jeg vil gerne udtrykke vores beundring over for de russiske eksperters arbejde, og deres store indsats for at blive hurtigt færdig, sagde den polske sundhedsminister Ewa Kopacz til det polske nyhedsbureau PAP igår.

    Landede i går

    De sidste af de i alt 96 kister blev i går sidst på eftermiddagen fløjet fra Moskva til Warszawa, hvor de landede kl. 19.00.