To sølv-medaljer til Polen på sidste dag ved VM i atletik

To_sølv-medaljer_til_Polen_ved_VM_i_indendørs_atletik_i_Sopot_2014_foto_jakub_wozniak_gdansknu

Angelika Cichocka fik sølv i kvindernes 800 meter, Adam Kszczot vandt sølv i mændenes 800 meter, mens Kamila Licwinko lørdag vandt guld i kvindernes højdespring. Foto: Jakub Wozniak, gdansknu.dk.


SOPOT: De polske værter afsluttede VM i indendørs atletik med to sølvmedaljer og en samlet anden-plads i point-konkurrencen.


VM i indendørs atletik 2014 sluttede i går i Sopot tæt ved Gdansk i Polen. De polske værter sluttede af med to sølvmedaljer på 800-meter distancen.

To sølv-medaljer

Det var Angelika Cichocka og Adam Kszczot, der begge vandt en sølv-medalje i går på 800-meter distancen for henholdsvis kvinder og mænd.

Polen var tæt på også at vinde bronze-medaljen på 800-meter distancen for mænd, hvor polske Marcin Lewandowski kom ind som nummer tre, men han blev en halv time senere diskvalificeret for at have overtrådt sidelinjen kort før mål.

Tre medaljer til Polen

Dermed tager Polen fra VM i indendørs atletik 2014 med tre medaljer i alt, da Kamila Licwinko i går vandt guld i kvindernes højdespring. De tre medaljer gav Polen en samlet sjetteplads i medalje-konkurrencen, som blev vundet af USA med otte guld-medaljer, to sølv og to bronze.

Samlet anden-plads

I den samlede placering i point-konkurrencen fik Polen en andenplads lige efter USA. Det skyldtes, at hele fem polske atleter endte på en fjerdeplads, to på en femteplads og tre på en sjetteplads.

Polen deltog med i alt 37 atleter ved dette års VM i indendørs atletik.

Polsk værtskab

De sidste tre dages VM i indendørs atletik blev afholdt i Sopot i det nordlige Polen tæt ved Gdansk.

Sopots multi-arena Ergo Arena fra 2010 lagde faciliteter til den omfangsrige sportsbegivenhed. Arenaen er bygget præcis på bygrænsen mellem Sopot og Gdansk, der deler 60-meter banen midt i arenaen, så banerne 1 til 4 ligger i Sopot, mens banerne 5 til 8 ligger i Gdansk.

Arenaen har tidligere været vært for store sportsbegivenheder, blandt andet EM i volleyball i efteråret.