Statsminister Ewa Kopacz besøgte lørdag landmænd, der var ramt af tørken i Raciaz. Foto: Polens statsministerium.
WARSZAWA: De polske el-værker har rationeret produktionen af el på grund af varmen, mens op imod en million hektar landbrugsjord er ramt af tørken.
Den polske statsminister Ewa Kopacz indkaldte mandag kl 12 til krisemøde om den polske el-produktion. Hun lovede inden mødet, at private forbrugere i Polen ikke vil blive ramt af den begrænsede el-produktion, men at den kun vil ramme industri-produktionen.
Varmen rammer el-produktionen
Fra mandag kl 10 har det polske el-forsyningsselskab PSE SA indført begrænsninger i adgangen til elektricitet i hele landet og allerede fredag appellerede selskabet til forbrugerne om at spare på energien mellem kl 11 og 15 i dagtimerne. Det er varmen, der har ramt el-produktionen, fordi vandstanden i floderne er lavere end normalt, og vandet, der bruges til nedkøling er varmere end normalt.
Hjælp til landmænd
Også det polske landbrug er blevet ramt af tørken. Polens landbrugsminister Marek Sawicki vurderer, at op imod en million hektar landbrugsjord er ramt af tørken og skal have hjælp fra staten. Det er i øjeblikket det centrale Polen, der er hårdest ramt af tørken, men hele landet er berørt af det varme og tørre vejr.