Tre PiS-medlemmer smidt ud efter fusk med rejsepenge

    Adam_Hofman_PIS_ordfører_polen

    Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) talsmand i parlamentet, Adam Hofman, er sammen med to andre smidt ud af partiet i den såkaldte Madrid-skandale. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Tre ledende parlaments-medlemmer valgt for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) i Polen, er smidt ud af partiet efter fusk med rejseafregninger.


    Polens største oppositionsparti, Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) er kommet i vanskeligheder, forud for søndagens lokale og regionale valg i Polen. Valget skulle være en prøveklud på næste års parlamentsvalg, hvor partiet forventer en sejr.

    Tre smidt ud

    Men mandag afskedigede partiet tre af deres højtstående medlemmer, blandt andet den politiske ordfører, eller gruppeformanden, i parlamentsgruppen Adam Hofman – og sammen med ham: Mariusz Antoni Kaminski og Adam Rogacki.

    Fly i stedet for bil

    De tre er blevet afsløret i, at hæve penge for at køre i bil til møder i Europarådet i Madrid, mens de i virkeligheden tog et lavprisfly. Gevinsten på tusindevis af zloty har de puttet i egne lommer. Ifølge polske medier, der allerede kalder sagen for Madrid-skandalen, er der ikke tale om et enkeltstående tilfælde, men et systematisk misbrug ved fusk med refusion af rejsepenge.

    Fem år i træk

    Det polske Newsweek skriver, at Adam Hofman over en femårig periode uretmæssigt har hævet over 15.000 euro i kørepenge, fordelt på 25 ture til Madrid, London, Strasbourg og Paris

    Afsløret af koner

    Madrid-skandalen blev opdaget, fordi parlamentarikernes koner kom op at skændes med personalet i et Ryanair-fly den 30. oktober, på vejen hjem fra Madrid. Det var i den forbindelse, at nogle angiveligt opdagede misbruget. I forbindelse med samme rejse har der også været skriverier i polsk presse om, at der blev drukket tæt, og udvist dårlig adfærd, blandt andet overfor Ryanair-personalet.
    .
    Krav om afgang

    Allerede før mandagens møde i Lov og Retfærdighedspartiet, sagde partileder Jaroslaw Kaczynski, at han ville kræve, at de tre blev smidt ud af partiet.

    Lov og Retfærdighedspartiet har som erklæret mål, at de vil bekæmpe korruption og fusk. Derfor er sagen yderst uheldig for partiet, der satser på et godt lokal og regional valg søndag.