GDANSK: Tidligere EU-præsident Donald Tusk er rasende på Tyskland, Italien og Ungarn, da de har blokeret for skrappe sanktioner mod Rusland.
Det manglede ikke på voldsomme trusler om sanktioner fra EU-medlemslandene, da udsigten til en russisk invasion mod Ukraine kom tættere og tættere på. Nu da Rusland har angrebet Ukraine og invaderet i fuld skala, så kniber det dog alligevel gevaldigt for EU-landene, at præsentere de lovede sanktioner. Et forhold der kan få respekten for EU i Polen til at smuldrer.
Den polske oppositionsleder og tidligere EU-præsident og statsminister, Donald Tusk sætter navne på de lande, der alligevel ikke vil gå med til skrappe sanktioner mod Rusland.
Tyskland, Ungarn og Italien redder Putin
– Regeringerne i Tyskland, Ungarn og Italien har vanæret sig selv ved at blokere for tunge beslutninger om sanktioner, skriver Donald Tusk på Twitter.
– I denne krig er alt blevet til virkelighed: Putins vanvid og grusomhed, ukrainske ofre, bomber, der falder over Kiev. Kun jeres (Tyskland, Ungarn og Italien, red.) sanktioner er falske. De EU-regeringer, der blokerede for de vanskelige beslutninger, har gjort sig selv til skamme, skriver Tusk.
Det er ikke kun Donald Tusk der er dybt skuffet over de tre lande. De sociale medier i Polen koger over af fordømmelse, og det kan få flere polakker til at følge Kaczynski-regeringens EU-skeptiske line. Men der er gode grunde til at netop de tre lande, tøver med sanktioner overfor Rusland.
Tyskland
I Tyskland spiller tidligere kansler, socialdemokraten Gerhard Schröder (SPD) en nøglerolle. Han er personlig ven med Vladimir Putin, og fejrede da også sin private 70-års fødselsdag sammen med Putin i Moskva. Han er medlem af bestyrelsen i flere Gazprom selskaber, og er godt betalt fra hans nære ven i Rusland. Og så er tyskerne også under pres, fordi landet har gjort sig mere afhængig af russisk gas, siden Rusland første gang angreb og annekterede dele af Ukraine.
Ungarn
I Ungarn er det en kendt sag, at Viktor Orban og Putin er nære allierede. Sammen med den polske Kaczynski-regering har Orban stået i spidsen for en voldsom destabilisering af EU. Orban har også et særligt personligt nært forhold til Putin, hvilket har sikret Budapest billig gas.
Italien
I Italien er det blandt andet de nære bånd mellem den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi og Putin, der kan have været afgørende. Russiske Gazprom er sponsor for en stor del af den europæiske fodboldverden, og Berlusconi er tidligere ejer storklubben Milan. Fredag blev en planlagt europæisk topkamp flyttet fra Sct. Petersborg til Paris. Udover den stærke personlige relation mellem Berlusconi og Putin, er der også mange andre økonomiske bånd mellem Rom og Moskva.
Danmark for skrappe sanktioner
Danmarks statsminister Mette Frederiksen har i EU kæmpet for, at Rusland øjeblikkeligt skal sanktioneres som der blev varslet. Det gælder f.eks. SWIFT-systemet, hvor en blokering betyder at Rusland udelukkes fra internationale økonomiske transaktioner. Men også det blev blokeret af Tyskland, Ungarn og Italien.
Imens det russiske angreb på Ukraine fortsætter på fuld styrke, er EU-apparatet nu ved at udarbejde nye trusler om sanktioner i anden og tredje bølge. Det er næppe noget der gør indtryk i Polen. Donald Tusk er langt fra den eneste polak, der er oprørt over endnu et svigt fra Bruxelles i opgøret mod truslen fra Putins Rusland.
Med den manglende vilje til handling i EU, har Putin fået sig endnu en sejr. Men om han sejrer i kampen mod ukrainerne, er nok langt mere tvivlsomt.
LINK: EU-ledernes konklusioner på topmødet torsdag
In this war everything is real: Putin’s madness and cruelty, Ukrainian victims, bombs falling on Kyiv. Only your sanctions are pretended. Those EU government’s, which blocked tough decisions (i.a. Germany, Hungary, Italy) have disgraced themselves.
— Donald Tusk (@donaldtuskEPP) February 25, 2022