Udbrydere danner ny gruppe i Polens parlament

    Joanna_Kluzik-Rostkowska_står_i_spidsen_for_ny_gruppe_i_Polens_parlament

    Lederen af “Polen kommer først”, Joanna Kluzik-Rostowska, fungerede som leder af Jaroslaw Kaczynskis kampagne til præsidentvalget.


    WARSZAWA: 15 tidligere medlemmer af partiet Lov og Retfærdighed danner gruppen “Polen kommer først”


    Det polske oppositionsparti Lov og Retfærdighed (PiS) har smidt en gruppe kritiske parlamentsmedlemmer ud.

    Andre har selv forladt PiS i protest mod formanden Jaroslaw Kaczynski og den øvrige ledelse.

    I alt 15 tidligere PiS parlamentarikere har nu dannet deres egen gruppe i det polske parlaments underhus, Sejm.

    PiS har nu 149 af Sejms 460 medlemmer.

    – Polen fortjener en god, arbejdsom og stærk opposition, sagde Joanna Kluzik-Rostkowska, som forventes at blive gruppens formand.

    Polen først

    Den nye parlamentsgruppe har fået navnet “Polen kommer først”, som er en slet skjult hentydning til, at Jaroslaw Kaczynski har mere travlt med at pleje egne snævre interesser frem for landets.

    Jaroslaw Kaczynski brugte selv sloganet “Polen kommer først”, da han tidligere på året stillede op til præsidentvalget, som han tabte til Bronislaw Komorowski.

    Konstante angreb

    Siden nederlaget har Jaroslaw Kaczynski konstant angrebet den nyvalgte præsident og regeringen under ledelse af premierminister Donald Tusk.

    Han kritiserer dem blandt andet for ikke at gøre nok for at opklare årsagen til den flyulykke, som i april dræbte hans tvillingebror, daværende præsident Lech Kaczynski og 95 andre fremtrædende polakker.

    Se sammensætningen af Sejmen her