Udenrigsminister advarer mod løgne i russiske medier

    Polen_kritiserer,_at_russiske_medier_bringer_fejlagtige_propaganda_historier_om_Ukraine

    Den falske historie om 140.000 mennesker der flygtede over grænsen til Rusland blev afsløret og lagt på nettet. Foto: Facebook.


    WARSZAWA: Russiske medier har de seneste dage bragt talrige historier, der har været falske, siger Polens udenrigsminister Radek Sikorski.


    – RToday sætter nye standarder for afskyelig propaganda. Politikere gør deres største fejltagelse, når de begynder at tro på deres egne løgne. Det skrev Polens udenrigsminister Radek Sikorski i går, søndag på twitter om det engelsk-sprogede russiske medie Russia Today.

    Talrige forkerte historier

    Polske medier har de seneste dage afsløret talrige historier fra russiske medier om konflikten i Ukraine, som har vist sig at være i modstrid med sandheden, og som senere er blevet dementeret af medierne selv eller historiernes hovedpersoner. Til sammen skaber de fejlagtige historier et mere dramatisk billede af konflikten.

    Appel om at afbryde fejlagtige medier

    Direktøren for parlamentets komite for information og ytringsfrihed i Ukraine Mykola Tomynko appellerede søndag til udbyderne af kabel-TV i Ukraine om at lukke for de russiske kanaler, der opfordrer til had imellem ukrainere og russere. Nogle af de russiske kanaler har blandt andet gengivet informationer om, at ukrainske nationalister har bedt tjetjenske terrorister om hjælp. Det skriver dagbladet Gazeta Wyborcza.

    Russiske dødsofre og nazister

    Russiske medier har også gengivet et citat fra formanden for det russiske overhus Valentina Matvijenko om “sårede og døde”, som hun nævnte i et interniew umiddelbart efter afstemningen, der gav Putin ret til at gå ind på Krim. Det russiske overhus har senere dementeret, at Matvijenko omtalte russiske sårede og døde, men citatet er vedholdende blevet gengivet i medierne.

    Det samme er et billede fra en pro-russisk demonstration i Sevastopol, der viste en plakat med skriften “Stop den ukrainske nazisme”. Billedet gengives igen og igen i russiske medier, ifølge Gazeta Wyborcza.

    Opfundet masseflugt med forkert billede

    TV-stationen ORT udsendte en historie om, at 140.000 var flygtet over grænsen fra Ukraine til Rusland. Historien var fulgt af billeder af biler i kø ved en grænseovergang, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at billederne stammede fra grænseovergangen ved Shegyni-Medyka mellem Ukraine og Polen. Samtidig afkræftede ukrainske grænsebetjente, at der havde været mere trafik over grænsen, end der plejer at være.

    Tidligere præsident dementerer underskrift

    Søndag måtte Ukraines tidligere præsident Leonid Kutjma gå ud med et officielt dementi af oplysningen om, at han havde underskrevet et brev, der tidligere var blevet offentliggjort i det ukrainske dagblad Ukrainska Pravda. Avisen hævdede, at brevet var underskrevet af tre tidligere ukrainske præsidenter, Viktor Janukovitj, Leonid Kutjma og Leonid Kravtjuk.

    Brevet omtalte blandt andet opildningen af fjendtlighed mellem Ukraines historisk og kulturelt forskellige regioner og den åbenlyse mangel på respekt for Ukraines statslige symboler. Brevet det blev gengivet i flere internationale medier, før Kutjma dementerede, at han var medunderskriver af brevet.

    Ukraines forsvarsministerium dementerer Reuters

    Søndag dementerede Ukraines forsvarsministerium også informationer fra Reuters Bureau om, at 10 ukrainske krigsskibe havde forladt Sevastopol.

    – I dag den 2. marts har flere udenlandske medier oplyst, at 10 af Ukraines krigsskibe har forladt basen i Sevastopol. Det er en provokation forberedt af udenlandske efterretningstjenester, der har til formål yderligere at destabilisere situationen på Krim.Ingen af de skibe, der er udstationeret på krim, har forladt basen i dag, skrev Ukraines forsvarsministerium i deres dementi.