Udenrigsministeriet: Danskere opfordres til at forlade Ukraine

Udenrigsministeriet
Danskere opfordres fredag aften til at forlade Ukraine, det meddeler Udenrigsministeriet. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


Udenrigsministeriet fraråder nu alle rejser til Ukraine, ligesom danske statsborgere opfordres til at forlade landet. Ukraine får nu farven rød i udenrigsministeriets rejsevejledning.

Som begrundelse skriver udenrigsministeriet fredag aften:

Ændringen sker i lyset af den alvorlige sikkerhedsmæssige situation i og omkring Ukraine. Der er fortsat mulighed for at forlade Ukraine med almindelige flyruter og via vej- og togtransport. Det er ikke muligt at sige, hvorvidt eller hvornår de muligheder måtte indskrænkes, og danskere i Ukraine opfordres derfor til at forlade landet. De danske myndigheder kan ikke garantere bistand til danskere, der vælger at blive i Ukraine, på et senere tidspunkt.

Ingen hjælp hvis du bliver

Vi har i lighed med en række lande valgt at reducere antallet af udsendte medarbejdere på ambassaden. De udsendtes familier er eller vil snarest udrejse af Ukraine. Den danske ambassade i Kyiv (Kiev, red.) forbliver åben og operationsdygtig for nu. Det er ikke mindst vigtigt for at sikre tæt kontakt til Ukraines regering i denne vanskelige situation og sikre, at den danske bistand til landet kan fortsætte. Ambassadens mulighed for at bistå danskere i Ukraine kan dog reduceres både væsentligt og pludseligt afhængig af udviklingen i landet.

Alle danskere og personer med lovligt ophold i Danmark opfordres til at registrere sig på Udenrigsministeriets såkaldte danskerliste med det samme. Det er vigtigt, at man afmelder sig danskerlisten igen, når man har forladt Ukraine, så Udenrigsministeriet har et retvisende billede af, hvem og hvor mange personer der befinder sig i Ukraine.

LINK: Udenrigsministeriet – Danskerlisten

polennu.dk følger den dramatiske udvikling i Ukraine og Hviderusland.

Støt polennu.dk og få flere nyheder fra Polen på dansk. Vælg mellem DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00. På forhånd tak.