Udtalelser om polakkers mord på jøder efterforskes

    Jan_Gross_udtalelser_om_polakkers_mord_på_jøder_under_Anden_Verdenskrig_efterforskes_i_Polen

    Historiker Jan Gross forlod Polen i 1968, efter at han havde deltaget i studenterdemonstrationer imod det kommunistiske regime og var blevet arresteret af myndighederne. Foto: P. Zycienski, IPN.


    WARSZAWA: Den polsk-amerikanske historier Jan Gross’ udtalelser om polakkers mord på jøder under Anden Verdenskrig er måske ulovlige og efterforskes nu af polsk domstol.


    Byretten i Warszawa er begyndt at efterforske de udtalelser, som den polsk-amerikanske historiker Jan Tomasz Gross fremkom med i en artikel, der blev trykt i Die Welt i Tyskland og i Politiken i Danmark midt i september måned med titlen “Østeuropæere har ingen skam i livet”.

    Krænker polakker?

    En talsmand for byretten Przemyslaw Nowak siger, at retten har fået 125 anmeldelser af artiklen og efterforsker sagen under straffelovens § 133, der forbyder at krænke det polske folk eller den polske stat. Paragraffen kan give op til tre års fængsel.

    Slog flere jøder ihjel end tyskere

    I artiklen skriver Gross, at polakker og andre østeuropæiske folk har vist sig fremmedfjendske og usolidariske i den europæiske flygtningekrise, og at det kan føres tilbage til landenes holdning under og efter Anden Verdenskrig.

    – Det er en kendsgerning, at polakkerne (…) slog flere jøder end tyskere ihjel under krigen, skriver Gross blandt andet, og det er de ord, som byretten nu vil tage stilling til.

    Den sætning var dog blødt lidt op i den danske oversættelse i Politiken, hvor den var oversat til , at der “i Polen rent faktisk blev slået flere jøder end tyskere ihjel under krigen”.

    Ambassader tager afstand

    Både i Tyskland og i Danmark har de polske ambassader taget afstand fra Gross indlæg og fået trykt mod-indlæg i Die Welt og i Politiken, hvor Polens ambassadør i Danmark Rafal Wisniewski kaldte flere af Gross påstande for absurde.

    Gross overrasket

    Jan Gross skriver i en udtalelse, at han er ked af og overrasket over, at Warszawas byret nu har valgt at tage sagen op. Ifølge Gross var det ikke “den polske nation” der slog jøder ihjel, men derimod individuelle mennesker, der gjorde sig til mordere. Gross fastholder, at han har gengivet historiske fakta.