Michala Platini, præsident for UEFA der er ansvarlig for EM-slutrunder, foreslår nu at en slutrunde kan have flere værtslande. Foto: Platini.
KIEV: UEFA’s præsident vil ændre afviklingen af en EM-slutrunde i fodbold, så op til 12 lande kan være værter.
I aften slutter EM 2012 slutrunden i fodbold i den ukrainske hovedstad, Kiev. I år har Polen og Ukraine delt værtsskabet, og det samme gjorde Østrig og Schweiz i 2008. Men lørdag foreslog UEFA’s præsident, Platini, at flere lande fremover skal være værter for en EM-slutrunde.
12 lande
– Det er bare en idé, og intet er besluttet. Til december eller januar beslutter vi det, sagde Platini ved en pressekonference i Kiev.
I 2020 er det fodbold-EM’s 60-års-jubilæum, og Uefa-bossen mener, det vil være en forfriskende måde at fejre turneringen på.
Nemmere og billigere
– Jeg synes meget godt om idéen. Hvorfor skal ét enkelt land forpligte sig til at bygge 10 stadioner og lufthavne, sagde UEFA-chefen.
– Det vil være meget nemmere og billigere at afholde EM på et stadion i hvert land eller by flere steder i Europa, siger den tidligere franske landsholdsspiller.
Frankrig i 2016
Næste EM i fodbold afvikles i Frankrig i 2016, hvor det nuværende deltagerantal for første gang udvides fra 16 til 24 lande.