Warszawas nye nationale stadion, som det så ud i denne uge da UEFA-chefen var på besøg. Byggeriet har været forsinket af oversvømmelser fra floden Wisla, der ligger meget tæt på det nye stadion. Åbningskampen til EM 2010 skal spilles her. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.
WARSZAWA: UEFA-chef Michel Platini har netop været på lynvisit i den polske hovedstad, for at tjekke op på forberedelserne forud for EM 2012 i fodbold, der skal spilles i Polen og Ukraine.
Tidligere fodboldspiller og nuværende UEFA-chef, Michel Platini, har været på lynvisit i den polske hovedstad.
UEFA-chefen havde under det korte besøg i Warszawa arbejdsmøder med den polske sportsminister Adam Giersz og lederen af det polske fodboldforbund Grzegorz Lato.
Byggepladsbesøg
UEFA-chefen og de polske ansvarlige, besøgte byggepladsen, hvor det nye stadion i Warszawa er ved at blive opført, og hvor åbningskampen til EM 2012 efter planen skal spilles i juni 2012.
Det nye stadion har været ramt af forsinkelser, dels fordi det nye stadion ligger tæt ved floden Wisla, der løb over sine bredder i foråret, ligesom en ueksploderet bombe fra Anden Verdenskrig har givet forsinkelser.
På et pressemøde efter besøget udtrykte UEFA-chefen tilfredshed med de polske forberedelser og fremskridt.
– De få ting vi har kommentarer til, er så ubetydelige at de ikke er værd at nævne offentligt, sagde Michel Platini på pressemødet til IAR.
Helikopter-tur
Polens præsident Bronislaw Komorowski var vært for UEFA-chefen med en flyvetur over Warszawa i helikopter, så fodboldpræsidenten kunne se det nye polske nationalstadion lidt fra oven.