USA præsidenten takkede af, men ringede ikke til Polen

    George_Bush_takkede_ikke_af_i_Polen

    Georg W. Bush har skuffet den polske presse, ved at undlade at sige tak for samarbejdet til de polske ledere. Foto: PNB.


    Polsk presse er forundret over, at USA’s nu tidligere præsident, Georg W. Bush, ikke ringede til Polen for at takke af.


    Polsk pressen hævder, at den afgående amerikanske præsident George W. Bush har undladt at kontakte de polske politikere og takke for samarbejdet, selv om han har fået ringet til mange andre lande.

    Avisen Dziennik skriver, at Bush har ringet til den russiske premierminister Putin og præsident Medvedev, den tyske kansler Merkel, Frankrigs præsident Sarkozy, statsminister Anders Fogh Rasmussen og statslederne i Georgien og Grækenland, men ikke til Polen, hævder Dziennik.

    Ven af USA

    I Polen anses USA som en vigtig partner på den internationale scene. Polen var, sammen med Danmark, et af de fem lande, der støttede USA, da Georg Bush invaderede Irak i 2003. Warszawa har i alt sendt 2500 soldater til det krigshærgede land.

    Polen har også sendt tropper til Afghanistan som en del af den amerikansk ledede mission – senest også kampfly, og endelig har de to lande for nyligt arbejdet tæt sammen om det amerikanske missilskjold, som efter planen skal bygges i Tjekkiet og Polen inden 2012.