Verden må aldrig glemme Auschwitz

    A_kronprins_frederik_auschwitz_70_år_2015_polen_polennu

    Det var en tydelig bevæget dansk kronprins Frederik, der tog del i ceremonien og tændte et lys på Danmarks vegne i Auschwitz. Her ved siden af den norske tronfølger. Privatfoto.


    KRAKOW: Tidligere fanger i Auschwitz opfordrede verden til at huske, at det var racistisk forfølgelse der førte til udryddelseslejrene.


    – Når jeg i dag oplever et menneske være efter en roma, en jøde, en muslim eller en anden gruppe af mennesker så ser jeg vejen til Auschwitz, sagde en af de tidligere fanger fra talerstolen i Auschwitz, der tirsdag var i lejren igen i anledning af 70 året for befrielsen. Og budskabet fra de tidligere fanger var klart. Verden må ikke begå samme fejl igen, og derfor er det vigtigt at Auschwitz huskes.

    Taletid til fanger

    Hundrede tidligere fanger, højtstående repræsentanter fra 49 lande, et tusinde journalister, internationale kendisser og mange andre, markerede 70 årsdagen for Auschwitz befrielse. Men det var kun de tidligere fanger og den polske præsident, der talte.

    Skandinaviske tronfølgere

    Flere lande havde sendt deres præsidenter, og de skandinaviske lande var repræsenteret af tronfølgerne. Fra Danmark var det kronprins Frederik der stod i spidsen for den danske delegation, der også omfattede Folketingets formand Mogens Lykketoft og kulturminister Marianne Jelved.

    Ved banelegeme

    Ceremonierne fandt sted i telte foran lejren, på det sted hvor togvognene i 1940’erne ankom med polakker, jøder, russiske krigsfanger, romaer, kommunister, homoseksuelle og andre der skulle dræbes på samlebånd. Efter højtideligheden gik deltagerne en tur langs jernbaneskinnerne.

    Vidne til rædsler

    – Jeg er her som vidne til, hvad der skete her, så ingen kan forfalske historien, siger 92-årige Sabina Nawara til Polsk Radio.

    – Vi forsøger at minde verden om, hvad det egentlig var der skete dengang, siger veteranen.

    – Jeg er glad, fordi jeg er 92 år og lever endnu, selvom jeg var tre og et halvt år i Auschwitz.

    Først polakker så jøder

    Lejren blev bygget i 1940 og havde i begyndelse hovedsagligt polske fanger. I 1942 begyndte transporten af jøder fra en række lande til Auschwitz.

    Over en million

    Ingen ved præcist hvor mange der mistede livet i lejren, men man har kendskab til 1,1 million af dem. Men det anslås af nogle eksperter, at op mod 1,5 million mennesker mistede livet i Auschwitz-lejrene.