EU åbner ny sag mod Polen for traktatbrud

    hoejesteret_barrikaderet

    Myndighederne har afspærret området omkring Højesteret i Warszawa. Forklaringen er en pludselig renovering af bygningen, men i virkeligheden handler det om frygten for demonstrationer der begynder tirsdag, når en ny lov om højesteret træder i kraft, skriver flere medier. Foto: KOD.


    BRUXELLES: Europa-Kommissionen indledte mandag sag mod Polen for traktatbrud. Kommissionen vil forsøge at beskytte den polske højesterets uafhængighed.


    Tirsdag træder en ny lov om højesteret i kraft. Og trods advarsler fra det internationale samfund, den polske dommerstand og fra EU, så preller alt tilsyneladende af på den polske ledelse.

    Mandag besluttede Europa-Kommissionen at sende en såkaldt åbningsskrivelse til en traktatbrudsprocedure for at beskytte den polske højesterets uafhængighed.

    Dommere udskiftes

    Tirsdag risikerer 27 af de 72 højesteretsdommere at blive tvunget til at gå på pension – over hver tredje dommer – da den nye polske lovgivning om højesteretten sænker pensionsalderen for højesteretsdommere fra 70 til 65. Denne foranstaltning rammer også højesterettens førstepræsident, hvis mandatperiode på seks år ville blive forkortet. Ifølge loven gives dommerne mulighed for at erklære deres ønske om at få deres mandat forlænget af den polske præsident, hvilket kan efterkommes for en periode på tre år og fornyes én gang. Der er hverken fastsat nogen kriterier for præsidentens afgørelse, og der er heller ikke mulighed for domstolskontrol af afgørelsen, skriver Europa-Kommissionen i en pressemeddelelse mandag.

    Undergraver retsstaten

    Kommissionen mener, at disse foranstaltninger undergraver princippet om retsvæsenets uafhængighed, herunder dommeres uafsættelighed, og Polen opfylder derfor ikke sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, i traktaten om den Europæiske Union sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

    Ikke uafhængige domstole

    Den polske lovgivning om højesteretten er allerede blevet drøftet i dialogen mellem Kommissionen og de polske myndigheder om retsstatsprincippets overholdelse, men den er ikke blevet behandlet i tilfredsstillende grad i løbet af denne proces. Kommissionen mener, at indførelsen af en høring af det nationale råd for retsvæsenet (NCJ, Krajowa Rada Sądownictwa) ikke udgør en effektiv beskyttelsesforanstaltning, som de polske myndigheder ellers hævder. NCJ’s udtalelse er ikke bindende og bygger på uklare kriterier. Ydermere består NCJ nu efter reformen den 8. december 2017 af dommermedlemmer, som er udnævnt af det polske parlament, hvilket ikke er i overensstemmelse med de europæiske standarder for retsvæsenets uafhængighed.
    Som følge af manglen på fremskridt i dialogen om retsstatsprincippets overholdelse og den nært forestående gennemførelse af den nye pensionsordning for højesteretsdommere har Kommissionen besluttet at indlede denne traktatbrudsprocedure så hurtigt som muligt.

    En måneds frist

    Den polske regering har én måned til at besvare Kommissionens åbningsskrivelse. Samtidig står Kommissionen parat til at fortsætte den igangværende dialog om retsstatsprincippets overholdelse med Polen, hvilket fortsat er Kommissionens foretrukne metode til at afhjælpe den systemiske trussel mod retsstaten i Polen, skriver Europa-Kommissionen.

    Baggrund

    Retsstatsprincippet er en af de fælles værdier, som Den Europæiske Union bygger på. Det er forankret i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union. Europa-Kommissionen er i henhold til traktaterne ansvarlig for sammen med Europa-Parlamentet og Rådet at sikre, at retsstatsprincippet overholdes som en grundlæggende værdi i Unionen, og at Unionens lovgivning, værdier og principper efterleves.

    Begivenheder i Polen fik Europa-Kommissionen til at indlede en dialog med den polske regering i januar 2016 under retsstatsrammen. Kommissionen sørger for, at Europa-Parlamentet og Rådet regelmæssigt bliver indgående informeret.
    Den 29. december 2017 indledte Kommissionen en traktatbrudsprocedure om den polske lov om de almindelige domstole, som også omhandlede deres pensionsbestemmelser og disses indvirkning på domstolenes uafhængighed. Kommissionen indbragte denne sag for EU-Domstolen den 20. december 2017.

    Artikel 7 indledt i 2017

    Den 20. december 2017 påberåbte Kommissionen sig for første gang artikel 7, stk. 1, ved at indgive et begrundet forslag til Rådets afgørelse, hvorved det fastslås, at der er en klar fare for, at Polen groft overtræder retsstatsprincippet.

    På samlingen i Rådet for Almindelige Anliggender i Polen den 26. juni i forbindelse med proceduren i henhold til artikel 7, stk. 1, gav de polske myndigheder ingen indikation på nogen forestående foranstaltninger til at imødekomme Kommissionens tilbageværende betænkeligheder. Kommissærkollegiet besluttede derfor den 27. juni 2018 at bemyndige førstenæstformand Frans Timmermans at indlede denne traktatbrudsprocedure.

    Kommissionen står parat til at fortsætte den igangværende dialog om retsstatsprincippets overholdelse med Polen, hvilket fortsat er Kommissionens foretrukne metode til at afhjælpe den systemiske trussel mod retsstaten i Polen, skriver Kommissionen.