
GDANSK: Onsdag, den 20. august 1980 var dag 7 i verdens mest berømte strejke på skibsværftet i Gdansk – anført af strejkeleder Lech Walesa. Følg historien dag-for-dag for 45 år siden og frem til den historiske aftale den 31. august.
Torsdag den 14. august – for 45 år siden i dag blev verdens mest berømte strejke skudt i gang på Lenin-skibsværftet i Gdansk. Strejken blev udløst af en voldshandling, tre unge vrede mænd og en fyret medarbejder som strejkeleder. Det var Lech Walesa, der modigt tog kampen op mod de kommunistiske magthavere.
Følg strejken dag-for-dag måneden ud med 45 år forskydning på polennu.dk- frem til den historiske aftale den 31. august 1980. Teksten indgår i bogen: Balladen i Gdansk – vejen til et nyt Europa (2005), der blev udgivet i 25 året for den historiske aftale. Bogen er skrevet af Radek Krajewicz og Jens Mørch.
Onsdag, den 20. august 1980
Spændingerne tog til i styrke. “Kystens stemme”, den lokale store avis, havde i dagens udgave bragt en artikel om arbejdernes “kriminelle handlinger” på skibsværftet. I artiklen stod der blandt andet: “Folk, der ønsker at forlade de lukkede skibsværfter, holdes tilbage med magt. Arbejdere, der gerne vil udføre deres normale arbejde til gavn for byen, får deres værktøj og arbejdsredskaber ødelagt.” Avisen hævdede også, at det var en samfundsfjendtlig bande, der havde overtaget værftet, og at den var styret af den akademiske oppositionsbevægelse KOR.
Uenighed og spændinger stopper forhandlinger
Lech Walesa tilbageviste anklagerne og gjorde det klart, at når man krævede frie og uafhængige fagforeninger, så var det noget, man mente – og derfor var der heller ikke udefrakommende fjendtlige grupper, der havde besat skibsværftet, men en mængde utilfredse arbejdere. De var utilfredse over de kummerlige forhold, som den polske befolkning måtte affinde sig med, mens systemets folk levede i velstand. Lech Walesa og flere af de andre i strejkeledelsen var oprørte.
Pyka mødtes med repræsentanter fra den fælles strejkekomité uden for værftet, men parterne stod for langt fra hinanden, til at der kunne findes en løsning. For første gang spredte der sig alvorlig bekymring for, om hæren og politiet ville storme skibsværftet. Der havde dagen igennem været stor militær aktivitet i Østersøen ud for Gdansk. Stemningen på værftet og i Polen var trykket. Der var ikke udsigt til nogen løsning, men alligevel sluttede flere og flere op bag strejken.
Klapjagt på støtter af strejken
Det hemmelige politi startede en klapjagt på de personer uden for værftet, der støttede de strejkende. Flere af dem, der trykte løbesedler og plakater om strejken, blev fængslet, og det blev nu langt sværere for strejkekomiteen at få sine budskaber ud til de strejkende og til støtterne uden for Polen.
Det var især svært, når der skulle sendes besked til mange på én gang. Selv om mange budskaber fra den polske opposition blev udbredt gennem Radio Free Europe i Vesttyskland, så var trykning af meddelelser et vigtigt redskab i de strejkendes daglige kamp. Det kunne være en farefuld mission at udsprede den slags budskaber for mange steder.
LINK: Danmarks nationalleksikon LEX om Lech Walesa
Mens myndighederne på den måde forsøgte at holde strejkens støtter nede, kom der i stedet flere til og sluttede op om strejken time for time. I Warszawa opfordrede 64 fremtrædende intellektuelle og kunstnere de centrale myndigheder i hovedstaden til at godkende den fælles strejkekomité i Gdansk som forhandlingspart. De mente, det var den eneste farbare vej for en løsning på landets stadig stigende problemer.
Der var flere og flere, der støttede ”ballademagerne” på værftet. De frie bønder bakkede nu også op om kravene fra Gdansk og strejkede ved at give mælk, mel og kød til alle andre end staten, som de ellers var forpligtede til. Polen var det eneste land i Østblokken, hvor der fandtes frie bønder. De drev deres egne små landbrug, men var underlagt en tyngende afleveringspligt til staten. Nu ville de heller ikke finde sig i mere. I de kommunistiske landbrugsorganisationer havde et oprør længe ulmet, og det blussede nu op i takt med strejkens udvikling i Gdansk. Nu var der også et grønt Solidarnosc.
Strejke midt i a-våben-debat
Anker Jørgensen sad i det danske statsministerium et par hundrede kilometer derfra, da han fik beskeden om strejkerne. For ham og de nordiske regeringsledere kom sagen meget ubelejligt. Den kolde krig var dybfrossen, og forholdet mellem Øst og Vest var mere koldt, end det lange havde varet.
De nordiske socialdemokratiske ministre havde kravet Norden som atomvåbenfri zone, og det var der mange borgerlige politikere og fremmede magter, der fandt forkasteligt. De mente, at så længe vores partnere i NATO havde andre planer, så skulle Danmark – og de andre nordiske lande for den sags skyld – ikke indtage særstandpunkter, for det skadede alliancen.
Danmarks statsminister
Den daværende danske statsminister Anker Jørgensen udtrykte begivenhederne i sin dagbog på denne måde:
“16.000 arbejdere på Lenin-skibsværftet i Gdansk strejker. Det ser ud til at være meget alvorligt. De kræver ikke bare mere i løn, men også medbestemmelse og frie fagforeninger. Der er vist nok i alt 50.000, der strejker på forskellige virksomheder. Vil russerne gribe ind? Jeg tror det ikke, så mister de den sidste tillid efter invasionen i Afghanistan.
Kan Gierek klare den? Han nyder vist ret stor tillid og har klaret lignende situationer for
– det var i øvrigt lige inden, jeg besøgte Polen og havde samtaler med ham og hans statsminister, der brugte lang tid på at forklare, og især at bortforklare, situationen dengang. Men ikke desto mindre tror jeg, de vil noget, der ikke går alt for meget på tværs af vesten.
– Pravda roste forleden Danmark, fordi vi vil holde ændrede rammer for forsvaret. Ja, så ved jeg, hvad samtlige lederartikler vil handle om i den nærmeste tid.”
Nogle dage senere tilføjede Anker Jørgensen disse ord: “Der er fortsat strejke i Polen.
Det spændende men også risikable er, at de kræver ikke alene mere i løn, men også frie fagforeninger, forhandlinger med den centrale ledelse i partiet – og religionsfrihed.”
LINK: Danmarks nationalleksikon LEX om Lech Walesa
LINK: Strejken 14. – 31. august 1980 – dag for dag



