Verdensberømt strejke i Gdansk for 45 år siden: Dag 9

Dag 9 i verdens mest berømte strejke i disse dage for 45 år siden. Strejken blev indledt 14. august 1980 og sluttede med en historisk aftale den 31. august. Arkivfoto.

GDANSK: Fredag, den 22. august 1980 var dag 9 i verdens mest berømte strejke på skibsværftet i Gdansk – anført af strejkeleder Lech Walesa. Følg historien dag-for-dag for 45 år siden og frem til den historiske aftale den 31. august.


Torsdag den 14. august – for 45 år siden i dag blev verdens mest berømte strejke skudt i gang på Lenin-skibsværftet i Gdansk. Strejken blev udløst af en voldshandling, tre unge vrede mænd og en fyret medarbejder som strejkeleder. Det var Lech Walesa, der modigt tog kampen op mod de kommunistiske magthavere.

Følg strejken dag-for-dag måneden ud med 45 år forskydning på polennu.dk- frem til den historiske aftale den 31. august 1980.

Teksten indgår i bogen: Balladen i Gdansk – vejen til et nyt Europa (2005), der blev udgivet i 25 året for den historiske aftale.

Bogen er skrevet af Radek Krajewicz og Jens Mørch.

Fredag, den 22. august 1980

Der var ballade i kommunistpartiet. Diskussionerne om situationen i Gdansk og ikke mindst, hvordan den skulle takles, var der ikke megen enighed om i partiet.

Alle forhandlinger skal foregå i Gdansk

Avisen “Kystens Stemme” skrev denne morgen om forhandlingerne i Gdansk:

“I forbindelse med at viceregeringschef Pyka, der indtil nu har været formand for regeringens kommission, er blevet betroet andre aktuelle opgaver, er kommissionens formandskab efter beslutning fra Det Forenede Arbejderpartis politbureau og regeringens statsråd overdraget til politbureaumedlem og viceregeringschef Mieczyslaw Jagielski.”

Eller med andre ord: De lokale partimyndigheder i Gdansk ønskede ikke Pyka som forhandler. Borgmesteren havde fortalt til styret i Warszawa, at Pyka ikke var manden, der kunne skabe resultater.

LINK: Danmarks nationalleksikon LEX om Lech Walesa

På skibsværftet forstod arbejderne ikke udskiftningen og kunne ikke gennemskue regeringens beslutning. Egentlig var det lige meget, hvem man forhandlede med, når bare det var nogen, der kunne træffe beslutninger. Hvis myndighederne igen ville forsøge at forhandle med hver virksomhed for sig – og det var måske sådan, at ny udnævnelsen skulle tolkes – så udsendte den fælles strejkekomité for en sikkerheds skyld, en bulletin til de strejkende virksomheder. Den indeholdt denne instruktion:

“Hvis repræsentanter for regeringens forhandlings kommission viser sig på virksomheden, må man tage godt imod dem og lade dem vide, at virksomheden har sine repræsentanter i den fælles strejkekomité på skibsværftet i Gdansk, som er det eneste organ, der er bemyndiget til at forhandle om arbejdernes 21 krav. Den fælles strejkekomité er den eneste myndighed og instans, der kan træffe beslutning om at afblæse strejken efter at have ført forhandlinger med repræsentanter for den polske regering.”

Det budskab havde Jagielski forstået, for der var allerede uformelle samtaler i gang mellem folk fra skibsværftet og den regeringsdelegation, som var ankommet til byen. I løbet af aftenen sendte strejkeledelsen en erklæring til Jagielski, der igen bekræftede, at man var indstillet på “kun” at forhandle om de 21 krav.

For myndighederne var det vigtigt at få den garanti, da den første aftale med de strejkende på værftet bare havde udløst en ny strejke med nye krav. Viceregeringschefen modtog delegationen og bekræftede modtagelsen. Der blev indkaldt til pressemøde på skibsværftet klokken 24, hvor strejkekomiteen fortalte de cirka tyve fremmødte journalister – de fleste udenlandske – at man nu havde accepteret regeringens invitation til forhandlinger.

Fortsættelse følger i morgen.

LINK: Danmarks nationalleksikon LEX om Lech Walesa

Verdensberømt strejke begyndte i dag for 45 år siden

LINK: Strejken 14. – 31. august 1980 – dag for dag